Der er afsløringer, som bliver siddende i kroppen. Dette er en af dem — og blot endnu en i rækken af grusomme sandheder, som aktindsigter fra Landbrugsstyrelsen og Fødevarestyrelsen gentagne gange har bragt for dagen.
Ved kontrolbesøget den 24. oktober 2023, under journalnummer 23-0003340, blev rædslerne endnu engang dokumenteret sort på hvidt. I en sti med cirka 18 grise lå resterne af en artsfælle. Et hoved. Et ben. Flåede hudstumper. Det døde dyr var blevet delvist ædt af de andre, mens kroppen lå urørt i minimum ét døgn. Ikke én i besætningen havde fjernet kadaveret. Ingen havde grebet ind.
En brutal liste over individuelle lidelser
Det døde dyr var kun begyndelsen. Hver kontrol, hver rapport, afslører igen og igen den samme kynisme, den samme systematiske foragt for dyrenes liv.
I farestalden blev so nr. 2658 fundet med et åbent, fem centimeter bredt skuldersår, fastsiddende til underliggende væv. Hendes fremtid? Hun var planlagt til at blive aflivet først efter fravænning — efter at have produceret endnu et kuld grise til industrien.
I en aflastningssti trak so nr. 2577 sig rundt, siddende på bagparten. Hendes rygsøjle stak frem under huden, hoftehjørnerne som knudrede påmindelser om hendes sult og forfald. Hun kunne ikke rejse sig. Ikke af egen kraft. Ikke med hjælp. Fem dage tidligere var hendes sidste behandling afsluttet. På opfordring fra kontrollanten blev hun omsider aflivet.
So nr. 2769 blev fundet liggende på sine forknæ, hendes højre forben ude af funktion. Hun forsøgte at bevæge sig fremad på sine forben. En blød, varm hævelse på albuen afslørede en ny smertefuld infektion. Men der fandtes ingen behandlingsoptegnelser.
Og så var der so nr. 2462. Hendes venstre bagben bar hende dårligt, tydeligt belastet af et rødt, hævet åbent sår fuld af smerte. Ingen behandling var igangsat.
I aflastningsstien fandt kontrollanterne også so nr. 2823, magret til det yderste, med fremspringende torntappe og hoftehjørner. Hun gik stivbenet på begge bagben, en bevægelse kun muliggjort af smertefuld viljestyrke. Hendes klov var hævet med åbent sår, infektionen havde brutalt gennembrudt huden. Hun blev til sidst aflivet under kontrollen.
Smågrise dømt til undergang
De voksne dyr var ikke de eneste ofre. De mindste var lige så prisgivet af systemets ligegyldighed.
I sti 3 blev der fundet en lille gris, omkring 20 kg, afmagret og med grotesk udstående hoftehjørner. Hendes ører og hoved var unormalt store i forhold til kroppen — et typisk tegn på vækststop. Hun kunne ikke rejse sig, og hendes skulder var hævet med en 15 x 10 cm hævelse, kronisk ledbetændelse forværret af en nyere byld på hoften. Hun blev omsider aflivet, men kun fordi kontrollanterne greb ind.
I sti 8 lå endnu en lille gris, magert skubbet rundt af stifællerne, apatisk og udtæret. Hun blev flyttet til en sygesti under kontrollen, men hendes fremtid var allerede forseglet.
I sti 12 lå en gris, som havde overgivet sig fuldstændigt. Hun kunne ikke rejse sig, uanset hvor meget kontrollanterne prøvede at hjælpe. Hendes udmagrede krop var udtømt for energi. Hun blev aflivet under kontrolbesøget.
Endnu en galtgris i sti 6 var springhalt på højre forben, med tydelig hævelse i skulder/albue-regionen. Ingen behandlingsoptegnelser kunne findes. Heller ikke for hende.
Fastlåste liv, fastlåst industri
Samtidig blev 52 drægtige søer og gylte fundet fastlåst i fikseringsbokse, nogle i op til 12 uger længere end tilladt. Hver dag lå de i metalrammer uden at kunne vende sig. Uden pause. Uden lindring.
Overbelægning var overalt. I én sti stod 32 grise på under 10 kvadratmeter, så tæt at gulvet under dem ikke længere kunne ses. Grisene levede klemt sammen i deres egen snavs, uden mulighed for at undslippe.
Systematisk kynisme forklædt som produktion
Så blev det hele samlet i myndighedernes afgørelse: 10 % nedsættelse i EU’s landbrugsstøtte.
Et latterligt tal, når prisen for disse dyr var betalt med deres liv, deres smerte, deres udmattede kroppe.
Dette er ikke uheld. Ikke sjusk. Ikke enkeltstående tilfælde. Det er præcist, som industrien ønsker det.
Tid til opgør
Så længe vi accepterer, at levende væsener reduceres til produktionsenheder, vil rædsler som disse ikke være undtagelsen, men reglen.
Og industrien ændrer sig ikke af sig selv.
Det er os, der må skabe forandringen. Ikke ved at rette små fejl i systemet, men ved at stille det grundlæggende spørgsmål: Skal denne industri overhovedet have lov at eksistere?
