I en faresti i Østervrå i Nordjylland stod so nr. 6629. Hun havde faret (født) den 6. april 2023. Da Landbrugsstyrelsen dukkede tilfældigt op til et kontrolbesøg seks dage senere, den 12. april, fandt de en so med en stor hævelse omkring vulva (skedeåbningen) — et område, der burde være helet efter fødslen. Men hævelsen var ikke forbigående.
Et åbent sår. Frisk blod. Og seks dage uden lindring.
Hævelsen var cirka 5×10 cm stor, varm og blød. På undersiden af hævelsen sad et åbent sår: 7 cm langt, 1 cm dybt. Der var aktiv blødning og indtørret blod både på såret, soens krop og på farebøjlerne omkring hende.
Ingen havde gjort noget de sidste tre dage.
Soen var blevet behandlet med Penovet (et antibiotikum) og Loxicom (et smertestillende middel) de første tre dage efter faringen — den 7., 8. og 9. april. Derefter stoppede behandlingerne. Men såret blev ikke set efter. Ingen dyrlæge blev tilkaldt. Soen stod der stadig, seks dage efter fødslen, med blødning fra hendes underliv.
Landbrugets forklaring? “Hævelsen er blevet mindre.”
Ifølge medhjælperen var der ikke noget at bekymre sig om. Hævelsen var “blevet mindre”, sagde han. Som om det retfærdiggør seks dages ignorering af et åbent, blødende sår i et følsomt område.
Men soen havde ikke blødt i stilhed. Sporene sad på stålbøjlerne omkring hende – friskt og indtørret blod, som ingen havde gjort noget ved.
Systemet svigter de syge dyr – hver dag
So nr. 6629 er ikke et særtilfælde. Hun er et spejl på et system, hvor det enkelte dyrs smerte ignoreres, så længe det ikke går ud over produktionen. Hvor sygdom og sår skal ’gå over af sig selv’, fordi en dyrlægeregning koster mere end en ny so.
Mangel på beskæftigelsesmateriale
Og som om dette ikke var nok.
Grise og orner har fundamentale, naturlige behov for at udføre undersøgende adfærd og engagere sig i aktiviteter, der fremmer deres fysiske og psykiske velvære. Det er et ufravigeligt krav, at de har permanent adgang til beskæftigelsesmateriale som halm, hø, træ eller savsmuld – materialer, de kan manipulere med og rode i uden risiko for deres sundhed. Når dette grundlæggende behov ikke opfyldes, er det en kilde til enorm lidelse. Stress, frustration og psykisk smerte bliver hverdagen for de dyr, der ikke får lov til at udtrykke deres naturlige adfærd.
Ved inspektionen blev det konstateret, at både orner og klimagrise blev nægtet adgang til beskæftigelsesmateriale i deres stier. Landbrugeren forklarede, at manglen skyldtes travlhed og sygdom, men dette afslører en dybt bekymrende mangel på forståelse for, at dyrevelfærd ikke kan ofres under driftsmæssige udfordringer. Det er ikke en undskyldning, at grisene, som er sociale og aktive væsener, ikke får lov at udføre deres naturlige adfærd. Uden dette materiale, der stimulerer deres sind og krop, risikerer de at udvikle alvorlige adfærdsproblemer og lider både psykisk og fysisk.
Dette er ikke blot en overtrædelse af lovgivningen, men et direkte angreb på dyrenes liv og rettigheder. Grise er ikke produktionsenheder, de er følende væsener med ret til at leve et liv uden unødvendig lidelse.
Konsekvensen for avleren var en reduceret EU-landbrugsstøtte på sølle 5 procent.
Landbrugsstyrelsens journalnummer: 23-0003418
