Køer bliver ikke beskyttet af Fødevarestyrelsen

Køerne i den danske mælkeproduktion føder én kalv om året. Det gør de, fordi mælkeproducenterne vil have, at køerne lakterer og producerer mælk. Det er de naturlige biologiske processer producenterne udnytter, da naturen forventer, at mælken er til kalven. Men mælkeproducenterne snyder naturen, og tager mælken fra koen, så mælken kan sælges til mennesker. Det er hårdt arbejde for køerne, og man kunne forvente, at køerne som minimum ville have bare lidt beskyttelse. Men i denne dyrevelfærdskontrolrapport kan vi se, at køerne ingen beskyttelse har.

I § 30 i bekendtgørelsen om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af kvæg kan man læse, at kreaturer, der er syge eller tilskadekomne, omgående skal have en passende behandling.

Og ifølge § 32 skal syge og tilskadekomne malkekøer holdes adskilt fra andre kreaturer.

Ellers straffes der med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, med mindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.

Så man kunne godt forvente, at der blev lavet en politianmeldelse, når enten § 30 eller § 32 blev overtrådt, så domstolene kan tage stilling til, om der kan straffes med bøde eller med fængsel, som bekendtgørelsen foreskriver.

Men det skete ikke på den dyrevelfærdskontrol Fødevarestyrelsen foretog i Højslev i Skive kommune den 7. august 2025 på en malkekvægsbesætning med CHR nummer 65768. En besætning der har 283 køer, 208 kvier og 18 handyr, som tyrene bliver kaldt af Fødevarestyrelsen.

Ko 7924 støttede skævt og var halt

Her var en 3-årig ko med ID-nummer 7924 i en sengebåsestald sammen med andre køer, selv om hun gik med en sko på venstre forben, der var slidt op og trængte til at blive enten fjernet eller udskiftet, da hun støttede skævt og var halt på grund af det. Den ene ejer Niels Kjær Sørensen oplyste, at han ville fjerne skoen efter kontrollen, og sætte koen i sygeboks indtil mandag, hvor klovbeskæren ville komme. Koen havde født sin anden kalv den 4. juni 2025.

En 4-årig ko, med nummer 7294, der ses i videoen nedenunder, var støttehalt på venstre bagben. Klovene på venstre bagben var tydeligt deformerede og forstørrede som indikerer kronisk inflammation. Dyret havde ikke været behandlet eller beskåret i de sidste 3 måneder. Koen var meget uvillig til at belaste klovene på venstre bagben. Hun havde to måneder inden kontrollen født sin tredje kalv.

Ko nr 7294 – støtte halt på venstre bagben

Og her er kvæg-bekendtgørelsen meget tydelig. Både § 30 og § 32 blev overtrådt, da koen hverken havde fået en passende behandling eller var adskilt fra de andre dyr. Så Fødevarestyrelsen skulle ifølge kvæg-bekendtgørelsen have lavet en politianmeldelse. Men det gjorde de ikke. De gav blot en indskærpelse. Og her skal huske, at kvæg-bekendtgørelsen, og de andre dele af dyrevelfærdslovgivningen, er lavet for at give en smule beskyttelse til de dyr, der udnyttes i dyrelandbruget. Men Fødevarestyrelsen har i dette tilfælde ikke givet køerne 7924 og 7294 den beskyttelse, som loven ellers foreskriver.

Er det hensigtsmæssigt for en tilskadekommen ko, at være opstaldet i en oversvømmet stald?

Det er ikke det eneste der falder i øjnene fra den dyrevelfærdskontrol. Den 4-årige ko med nummer 7251, der netop have født sin tredje kalv, var ifølge Fødevarestyrelsens kontrolrapport i en aflastningsboks med dybstrøelse, hvilket syge og tilskadekomne køer skal være. Men på den video Fødevarestyrelsens kontrollant optog under kontrolbesøget, stod koen i en oversvømmet stald. Og det er ikke blevet nævnt i rapporten.

Tilskadekommen ko i en oversvømmet stald

Det er et problem, da der i kvæg-bekendtgørelsens § 30 står skrevet, at syge eller tilskadekomne kreaturer skal om fornødent isoleres i et passende rum med tør og bekvem strøelse, når dette er hensigtsmæssigt.

Var det hensigtsmæssigt? Og for hvem var det eventuelt hensigtsmæssigt? For koen eller producenten? Som minimum burde Fødevarestyrelsen have rapporteret, at koen stod i en oversvømmet stald, og derefter kunne der været taget stilling til om det var hensigtmæssigt. Men det har Fødevarestyrelsens kontrollant valgt at undlade.

Ko 7251 var ifølge rapporten støttehalt på venstre bagben. Hun stod med krummet ryg, som er tegn på smerter. Koen havde huld under middel, hvilket vil sige at koen var for tynd, hvilket også tydeligt fremgår af videoen. Klovene på venstre bagben var tydeligt deformerede og forstørrede, hvilket indikerer kronisk inflammation. Dyret havde ikke været behandlet eller beskåret i de sidste 3 måneder. Koen var meget uvillig til at belaste klovene på venstre bagben.

Den 6-årige malkeko med nummer 6012, der på kontrollens tidspunkt var drægtig med sin femte kalv, havde fået akut opstået halthed på venstre bagben, formentlig digital dermatitis. Ejeren noterede at dyret skulle undersøges efter kontrollen.

Ejerens kommentarer til de tilskadekomne dyr

“Jeg håbede på, at de kunne få det bedre og de bliver slagtet på et tidspunkt. Jeg skal snakke med klovbeskæren på mandag og eventuelt aflive dem,” kommenterede ejeren.

Disse to køer blev sidenhen aflivet:

  • Koen med ID-nummer 7251 blev dræbt, og såkaldt hjemmeslagtet, den 21. september 2025.
  • Koen med ID-nummer 7924 blev dræbt, og såkaldt hjemmeslagtet, den 3. januar 2026.

Læs også...

1 Response

  1. Lisbet Rasmussen siger:

    Kan ikke forstå hvad der sker i hovedet på folk, der har med dyr at gøre. Hvad enten det er i industrien eller privat. Vi mangler en regering, der er voksne og ansvarsfulde og tør handler på dyrevelfærds-problemerne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *