Norsk dyreaktivist gik undercover: Syv år senere er intet blevet bedre
Da den norske dokumentar Griseindustriens hemmeligheder rullede over skærmen i 2019, sendte den chokbølger gennem hele Norge. Gennem mere end fem år havde dyreaktivisten Norun Haugen arbejdet undercover med skjult kamera i norske dyreproduktioner, slagterier og dyretransporter. Hun havde været på 15 dyreproduktioner og 11 slagterier. Billederne af syge dyr, systematisk vold og svigt punkterede øjeblikkeligt myten om, at den norske griseproduktion havde verdens bedste dyrevelfærd. Men syv år senere er intet blevet bedre.
I dag ser vi de samme mekanismer udspille sig i Danmark. TV 2-dokumentarserien Hvem passer på grisene har skabt en historisk ændring i befolkningens syn på svinefabrikkerne, og serien forvandlede folketingsvalget til det, som vi nu kender som Svinevalget. Men spørgsmålet er, om de danske politikere gentager de samme fejl, som Norge begik i kølvandet på deres grisedokumentar.
Dyrenes Detektiv har været til Oslo Vegetarfestival, hvor vi har talt med Norun Haugen. Vi ville høre om hendes fortælling, og om grisene havde fået det bedre siden den norske dokumentar blev sendt for syv år siden.
Norsk dyreaktivist: Politikerne reducerede det til brodne kar
Se hele interviewet med Norun Haugen nedenfor.
Norun Haugen fortæller, at hun begyndte, at arbejde politisk kort efter dokumentaren, da der ikke skete noget for grisene. “Politikerne reducerede problemet til brodne kar“, fortalte hun os.
“I 2022 og 2025 blev det vedtaget, at give grisene mere plads, en blødere bund og beskæftigelsesmateriale, men de beslutninger er ikke implementeret endnu”, fortæller Norun Haugen til Dyrenes Detektiv.
De beslutninger Norun fortalte os om, er Stortingets (det norske svar på Folketinget) vedtagelse nr. 382 fra februar 2022, og der kan man læse, at regeringen skal se på initiativer til at øge dyrevelfærden for grise. Særligt i forhold til plads, underlag og beskæftigelsemateriale. Det er initiativer, der ikke har udmøntet sig i konkrete handlinger.
Der er dog sket lidt. I 2025 besluttede det norske Mattilsynet (det norske svar på Fødevarestyrelsen) forud for en stor tilsynskampagne, at ændre måden reglerne blev håndhævet på, i forhold til liggeplads og beskæftigelsesmateriale. De fulgte egentlig bare lovens ord, i stedet for at se igennem fingre med lovbrud, som de havde gjort tidligere. Det betød, at antallet af registrerede lovovertrædelser steg markant.
Det er reelt det, der er sket siden dokumentaren blev vist for syv år siden. Altså så godt som ingenting.
Video med interviewet af dyreaktivisten Norun Haugen
Danmark og svinevalget: Kommer der til at ske lige så lidt?
Herhjemme har Hvem passer på grisene ramt landbrugets top. Dokumentarserien afslører grove brud på dyrevelfærdsloven i staldene hos prominente landbrugsprofiler, og den afslører at Fødevarestyrelsens kontrollanter optager video, hvor der ses voldsomme lidelser hos grisene. Noget der er grove lovbrud på dyrevelfærdsloven, uden at det straffes.
Risikoen for, at der kommer til at ske lige så lidt i Danmark som i Norge, er bekymrende. Historien viser, at dansk landbrugspolitik har været domineret af frivillige aftaler, som har tilladt industrien selv at definere rammerne. Nu har vi grisefireparten, der skal forhandle om, hvordan grisefireparten bliver udformet i praksis. Der er en overhængende fare for, at der kun vil blive lavet små justeringer. Men ingen reelle forandringer for grisene.
Dyrenes Detektiv har skrevet til den nye dyrevelfærdsminister og tilbudt min deltagelse i grisefireparten. Det har jeg gjort, fordi jeg med mine utallige afsløringer, min uafhængighed og min viden fra mange års dyreaktivisme, vil være god at have med ved bordet, hvis der reelt ønskes forandringer. Men tør ministeren at tage mig med? Er der plads til, at have en uafhængig dyreretsaktivist med ved bordet?
En ting er sikkert. Intet er endnu sket for grisene. Og det er ikke sikkert, at der kommer til at ske noget for grisene. Hvis de politiske udspil efter svinevalget ender som det plejer, med frivillige aftaler, så vil billederne fra dokumentaren gentage sig om få år.








