Fasaner avles til jagt: Bag den skjulte jagt industri

by Stefan Leander · 7. oktober 2025

Fasanjagten gik i gang den 1. oktober. Hvert år bliver mere end en million af fasaner, gråænder og agerhøns avlet frem i Danmark og sat ud i naturen. Ikke for at leve, men for at blive skudt af jægere. Ifølge Miljøstyrelsens seneste tal bliver der årligt udsat mere end en million fasaner, 75.000 gråænder og 8.000 agerhøns. Mange dør af sult, sygdom eller trafik, mens resten ender som jagtbytte, skudt for fornøjelsens skyld.

En avlsindustri af bur og indespærring

Bag de romantiske billeder af “jagt og naturpleje” gemmer sig en brutal industri. Fasaner, gråænder og agerhøns avles i store volierer – netindhegnede anlæg, hvor tusindvis af fugle presses sammen i unaturlige flokke. I mange besætninger ses surrogatmødre – en enkelt tam hvid høne placeret blandt fasanerne for at holde sammen på fasankyllingerne og “berolige” dem. Hun fungerer som et levende redskab i produktionen og vidner om, hvor langt væk fra naturlig adfærd denne industri befinder sig.

Billede af en surrogatmor taget af Fødevarestyrelsen – sagsnummer 2024-12-721-186784

Fasanerierne er med andre ord dyreproduktion forklædt som “naturforvaltning”. Men det er ikke natur, når dyrene er fremavlet til jagt, frataget deres naturlige adfærd og udsat i et miljø, de ikke er tilpasset. Det er landbrugslogik overført til jagtindustrien.

Historisk baggrund – kongens jagt og byens gadenavne

Fasanerne hører slet ikke til i Danmark. De blev importeret fra Asien af den danske Konge, første gang af Kong Frederik II, som ønskede eksotiske fugle at jage på sine godser. Det begyndte som et symbol på status og rigdom, men udviklede sig til et systematisk avlseventyr. Et af de første danske fasanerier lå midt i København – på Frederiksberg, hvorfra de to kendte vejnavne Nordre og Søndre Fasanvej har deres oprindelse. Det er en næsten glemt påmindelse om, hvordan jagtens historie i Danmark bygger på importeret natur, social prestige og dyr, der avles til at blive skudt.

Dansk fasaneri – Billedet er taget af Fødevarestyrelsen

Reguleringens paradoks

Jægere hævder ofte, at jagt er nødvendig for at “regulere bestandene”. Men udsætning er i sig selv et direkte modargument til det udsagn. Man kan ikke både skabe et overskud af dyr og samtidig hævde, at man regulerer et naturligt problem. Der er intet naturligt ved at fodre, avle og udsætte fugle, blot for at kunne skyde dem. Det er en cirkel, der kun tjener jagtens egen overlevelse.

Tusindvis af fasaner avles hvert år i Danmark

De største fasanerier i Danmark har op imod 40.000 fasaner, så det er tydelivis en industriel produktion. I tabellen nedenfor ses de kommuner med flest fasaner på fasanproduktioner.

Kommune	Antal fasaner på fasanproduktioner
Assens	70.595
Faxe	67.130
Tønder	61.150
Viborg	56.100
Jammerbugt	52.000
Guldborgsund	49.100
Ringsted	41.100
Lolland	40.829
Faaborg-Midtfyn	38.351
Vordingborg	34.501

Kilde: CHR registeret, 8. september 2025.

Fra ejede til herreløse – når loven slipper dyrene

Når fasaner, gråænder og agerhøns slippes fri i naturen, sker der et juridisk skift. I det øjeblik dyrene forlader volieren, ophører avlerens ejerskab, og fuglene overgår fra at være beskyttet af Dyrevelfærdsloven til at være reguleret af Jagtloven.

Før udsætningen er de avlsdyr – ejet og registreret i CHR registeret og omfattet af krav til pasning, tilsyn og dyrevelfærd. Og skal beskyttes imod rovdyr. Efter udsætningen er de pludselig “vildt”, altså dyr uden ejer, der kun beskyttes af jagttider og skudafstande. Der gælder ingen bestemmelser om fodring, sygdom, eller hvordan de klarer sig, for de anses ikke længere som tamdyr, men som naturens vilde dyr.

Små fasankyllinger – Billedet er taget af Fødevarestyrelsen

Denne juridiske konstruktion betyder, at tusindvis af dyr hvert år falder mellem to lovsystemer: de er for tamme til at overleve, men for “vilde” til at have nogen, der har pligt til at passe dem. Resultatet er en gråzone, hvor dyr lider uden at nogen formelt kan stilles til ansvar. Overgangen fra Dyrevelfærdsloven til Jagtloven er derfor ikke bare teknisk, det er etisk katastrofalt. Den gør det muligt for mennesker at avle, udsætte og derefter skyde dyr, uden på noget tidspunkt at have juridisk ansvar for deres velfærd, når de er udsat i naturen.

Etiske og økologiske konsekvenser

Udsætningerne skaber desuden ubalance i naturen. Mange fugle er opdrættet under sterile forhold, uden evne til at finde føde eller beskytte sig mod rovdyr. Når de slippes fri, lider de ofte en langsom død af sult, kulde eller trafikulykker. Fasaner og ænder spreder samtidig sygdomme til vilde fugle og forstyrrer økosystemer, der i forvejen er pressede.

Små fasankyllinger med to høner som surrogatmødre – Billedet er taget af Fødevarestyrelsen

Udsætningerne skaber i nogle områder en biomasse af udsatte fugle, der overstiger den naturlige bestand af vilde fugle. Naturen bliver med andre ord kunstig, og et menneskeskabt jagtlandskab, hvor tamfugle dominerer over naturlige arter. De mange fugle konkurrerer med vilde arter om føde, spreder sygdomme og tiltrækker rovdyr, hvilket yderligere forstyrrer økosystemet. Udsætningerne er koncentreret på godser, hvor jagt er forretning.

Dyreetisk sammenbrud

Avlen af fuglevildt til jagtformål afslører en gennemgribende dyreetisk blindhed. Her avles dyr udelukkende for at dø. Der findes ingen hensigt om trivsel, liv eller respek, kun et industrielt kredsløb, hvor døden er produktet.

Videoen er optaget af Fødevarestyrelsen – sagsnummer 2024-12-721-186784

Fuglene klækkes, opdrættes og udsættes, ikke for at leve frit, men for at give jægere noget at skyde på. Hvert dyr er et levende mål i et spil, der kaldes naturforvaltning, men som i virkeligheden er masseproduktion til jagt..

Store huller i viden – og viljen til at handle

Selv forskere peger på, at vi ved alt for lidt om konsekvenserne af udsætning. Ifølge en rapport fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet, eksisterer der “store huller i viden om udsætning af jagtvildt”. Der mangler solid dokumentation for effekter på biodiversitet, rovdyr og sygdomsspredning. (Kilde: dce.au.dk, 2024). Med andre ord: selv statens egne forskere erkender, at vi fortsætter en praksis, vi ikke kender konsekvenserne af, udelukkende for at tilfredsstille en jagtinteresse.

Politiske forsøg på forbud

I 2024 fremsatte Alternartivet forslag om forbud mod udsætning af fuglevildt til jagt, heriblandt fasaner. Forslaget blev dog forkastet af et flertal, da Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Danmarks Demokraterne, Liberal Alliance og Konservative stemte imod. Kun Enhedslisten, Alternativet og SF stemte for at stoppe avl af fugle til jagt.

Det var ikke første gang emnet blev rejst. Allerede i 2005 fremlagde SF et lignende forslag, der ligeledes søgte at stoppe udsætning af fuglevildt. Den politiske modvilje mod at handle viser, hvordan jagtinteresser fortsat trumfer både dyrevelfærd, videnskab og etik.

Et samfund i benægtelse

Sagen om jagtudsætninger viser et gennemgående mønster i dansk dyrepolitik: når økonomi, tradition og fornøjelse kolliderer med etik, taber dyrene. At vi stadig avler og udsætter fugle udelukkende for at skyde dem, burde høre fortiden til. I stedet forsvares praksissen som “naturpleje” – et ord, der dækker over en organiseret udnyttelse af levende væsener.

Fasanen, hentet hertil fra Asien som kongens legetøj, er blevet symbol på en jagttradition, der har overlevet sin egen moralske berettigelse. Den dag Danmark tør forbyde udsætning af dyr til jagt, vil det ikke være et tab for dyrene og naturen. Det vil være et lille skridt i retning af at tage ansvar.