Overtrædelser i malkekvægsbesætning med to hjerter i Det Statslige Dyrevelfærdsmærke

Køer, kvier og kalve i malkekvægsbesætninger med to hjerter i Det Statslige Dyrevelfærdsmærke har mere plads. I hvert fald på papiret og ifølge de krav der stilles. Men da Fødevarestyrelsens kontrollant kom på dyrevelfærdskontrolbesøg den 18. februar 2025 på en besætning i Juelsminde havde dyrene for lidt plads.

Overbelægning i malkekvægsbesætning med to hjerter

Når du køber mælk med to hjerter fra Det Statslige Dyrevelfærdsmærke, så forventer du formentlig, at dyrene har haft det bedre og mere plads end de konventionelle køer. Men det kan du ikke være sikker på. Det viser en aktindsigt Dyrenes Detektiv har fået i en dyrevelfærdskontrol fra Fødevarestyrelsen med sagsnummer 2025-19639. Kontrollen var på malkekvægsbesætningen med CHR nummer 21110, der har 404 køer, 416 kvier og 22 tyrer.

På det uanmeldte kontrolbesøg blev arealkravet kontrolleret stikprøvevist.

For kvier skal totalarealet i fællesbokse med ustrøet ædeareal for besætninger med to hjerter være mindst:

  • 3,4 m2 for dyr under 300 kg
  • 4,2 m2 for dyr mellem 300-400 kg
  • 4,8 m2 for dyr mellem 400-500 kg
  • 5,4 m2 for dyr over 500 kg.

Det er i øvrigt kun marginalt mere plads i forhold til konventionelle og et-hjertede besætninger. En ko over 500 kg i en konventionel stald har et pladskrav på 5,0 m2.

Under kontrollen blev det konstateret, at den store fællesboks med løbekvier i kvieafdelingen havde for høj belægning, da det visuelt blev vurderet, at dyrene lå, stod og gik for tæt, og at der var for mange dyr i forhold til arealkravet, hvilket ejeren var enig i.

Det gav en indskærpelse.

Overbelægning i kviestalden

Statens dyrevelfærdsmærke er en frivillig ordning, men på trods af frivilligheden kan overtrædelser af mærkets krav føre til bøder. Det kan ske, hvis besætningen anvender dyrevelfærdsmærkets logoer uden at opfylde de fastsatte krav. Og kigger man på Fødevarestyrelsens CHR register, så ses det at besætningen bruger logoet med de to hjerter. Men producenten slap alligvel med en indskærpelse. Og det var ikke den eneste gang han slap billigt.

Kopieret fra Fødevarestyrelsens CHR register den 7. januar 2026

Kalve og kvier havde ikke den lovpligtige adgang til hudpleje

Kvæg skal have mulighed for hudpleje ifølge loven, hvilket i praksis er en klømåtte eller kløbørste. Under kontrollen blev adgangen til hudpleje for kalve stikprøvevist kontrolleret. Kalve der opstaldes i grupper, af tre eller flere kalve, skal have adgang til at udføre hudpleje. Men i fem fællesbokse med hver fem til syv kalve var der ikke adgang til at udføre hudpleje. Klømåtterne var faldet af pladerne i kalveafdelingen. Også løbekvier i kviestalden og kvier i fællesboks i malkestalden havde ikke børster. Ejeren havde indkøbt nye børster, men de var ikke sat op.

Klømåtte faldet af

Ifølge kvæg-bekendtgørelsen straffes manglende adgang til hudpleje med en bøde eller med fængsel i op til fire måneder. For at det kan ske, så skal Fødevarestyrelsen i første omgang politianmelde besætningen for overtrædelsen, så domstolene kan vurdere om besætningen skal idømmes en bøde eller fængsel. Men Fødevarestyrelsen indgav ikke en politianmeldelse. De gav kun en indskærpelse. Det er ikke første gang Dyrenes Detektiv skriver om kontroller hvor forventelige politianmeldelser kun bliver til indskærpelser. Det er dokumenteret utallige gange på Dyrenes Detektiv, at Fødevarestyrelsen under-sanktionerer, og holder hånden over ufatteligt mange sager med dyremishandling.


Vejledninger er under-rapportering

Indskærpelser er den mildeste type af sanktioner Fødevarestyrelsen kan give. Men de kan faktisk også nøjes med endnu mindre. De kan vejlede besætningen i hvordan de overholder loven. Det kaldes en vejledning. Og de registreres ikke som en sanktion, og de fremgår derfor ikke af den Årlige Dyrevelfærdsrapport. Og en sådan vejledning blev givet under kontrollen, da der ikke var nok sengebåse. Der skal ifølge loven være mindst én sengebås pr. malkeko. Men der manglede ifølge ejeren 1-2 sengebåse.

Og en sådan overtrædelse skal ifølge kvæg-bekendtgørelsen politianmeldes. Men det blev ikke engang sanktioneret. Ejeren blev kun vejledt om, at han skal overholde loven. Det er så absurd som det kan være. Den forseelse kommer ikke med i den årlige dyrevelfærdsrapport, og det er også tilfældet for utallige andre vejledninger fra hundredevis af dyrevelfærdskontroller.


Overbelægning
Kvier uden hudplejemulighed

Dyrevelfærdsmærker er ingen garanti for god dyrevelfærd. Derfor er opfordingen, at man boykotter dyrelandbruget.

Læs også...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *