Gris sad hjælpeløst – aflivet efter Fødevarestyrelsens kontrol
To måneder efter TV2-dokumentaren Hvem passer på grisene? satte fokus på svigt i svineindustrien og myndighedernes manglende handling, gennemførte Fødevarestyrelsen en kontrol i en stor besætning med 8.470 grise i Løgstør. Det burde have været et vendepunkt. Men det er ikke blevet et hak bedre.
Kun en del af besætningen blev kontrolleret – og fundene burde have udløst en politianmeldelse. Det skete ikke.
Video dokumenterer hjælpeløs gris
I Stald 22, sti 5 th fandt Fødevarestyrelsen en gris, der sad med benene ud til siden og ikke kunne rejse sig. Grisen fremstod lam i bagparten og lå hjælpeløst på de hårde spalter.
Ifølge driftslederen stod grisen op dagen før – men den blev først aflivet efter kontrollen.
Fund i almindelige stier – syge dyr gik blandt raske
Følgende blev konstateret:
Stald 19, sti 1 tv: Dårligt gående gris
Stald 19, sti 7 tv: Gris (ca. 60 kg) med brok (ca. 15 cm)
Stald 19, sti 9 tv: Gris halt på højre bagben
Stald 21, sti 8 th: Gris (ca. 60 kg) med brok (ca. 15 cm) og sår på broksæk (ca. 2 cm)
Stald 22, sti 10 tv: Gris med infektion i højre side af hoved – fremstod smertepåvirket
Stald 22, sti 10 th: Gris med beskadiget højre øje
Bemærk: Alle ovenstående grise gik i almindelige stier med øvrige stifæller.
Ifølge dyrevelfærdsloven skal syge eller tilskadekomne dyr straks behandles, aflives eller isoleres. Det skete ikke. Grisene blev efterladt uden behandling – i direkte strid med lovgivningen.
Sygestier uden plads og uden tilsyn
I én sygesti fandt Fødevarestyrelsen en kraftigt støttehalt gris, som havde fået behandling en uge tidligere – men intet var sket siden. Ifølge kontrollanterne burde der for længst være taget stilling til grisen.
Samtidig blev det konstateret, at flere sygestier ikke havde tilstrækkeligt blødt underlag, så grisene kunne ligge ned uden at være i kontakt med det hårde gulv. Ifølge bekendtgørelsen skal mindst 2/3 af gulvet i en sygesti være dækket af strøelse eller gummimåtte.
Driftslederen anerkendte problemerne og lovede forbedringer – som det så ofte sker.
Ingen politianmeldelse – trods alvorlige fund
Fødevarestyrelsen nøjedes med indskærpelser og en gebyrbelagt opfølgende kontrol. Det skete trods videooptagelser, dokumenterede lovbrud og tydeligt lidende dyr.
Efter afsløringerne i Hvem passer på grisene? var der ramaskrig. Men sagen fra Løgstør viser, at systemet stadig tillader lidelse – uden konsekvenser.
- Dato for kontrol: 27. februar 2025
- CHR-nr.: 97885
- By: Løgstør
- Sagsnummer (Fødevarestyrelsen): 2025-29167
