Kyllingerne på kyllingefabrikkerne

Se artiklerne længere nede

I Danmark bliver der hvert år født mere end 125 millioner kyllinger i kyllingeindustrien. De 20 millioner køres til andre lande, hvor de kan vokse op og blive dræbt, mens de cirka 105 millioner kyllinger bliver dræbt på slagterier i Danmark. Derudover er der et stort, ukendt antal af kyllinger, der dør på staldgulvene.

Det lidt specielle ved kyllinger i forhold til dyr i andre industrier er, at de ikke bliver født levende, men bliver klækket ud. Naturligt vil det som med alle andre fugle ske ved, at en mor ruger på sine æg indtil de klækker, og hun derefter vil kunne passe ungerne, finde mad til dem og opdrage dem. Men for kyllingerne i kyllingeindustrien er virkeligheden en anden. Her bliver de enten udklækket på et rugeri eller på et staldgulv blandt tusindvis af andre æg, der klækkes samme dag eller inden for få dage af dem selv. På den måde møder kyllingerne aldrig nogensinde en voksen, men skal leve hele deres korte liv blandt jævnaldrene. De når heller aldrig selv at komme i nærheden af at blive voksne – industrikyllinger bliver dræbt, når de er mellem fem og otte uger gamle. Også de økologiske. Hvis de ikke blev dræbt inden, ville de blive kønsmodne når de var omkring 20 uger gamle. De er altså stadig børn, når de bliver dræbt.

Kyllingerne på kyllingefabrikkerne lever trangt og i strid med deres naturlige behov. Naturligt lever høns og kyllinger i flokke på omkring 15. På dyrefabrikkerne lever de blandt mange tusinde andre, og det er stressende for dem, da det fratager dem deres naturlige behov for at danne et hierarki og en relation til de andre. Af hensyn til kyllingernes velfærd er der krav til, hvor meget plads de skal have at leve på. I Bekendtgørelsen om økologisk jordbrugsproduktion mv står, at der i den økologiske kyllingeproduktion max må være 21 kg levende vægt pr kvadratmeter indendørs. Pladskravene gøres altså ikke op i individer, men i vægt. Vi ved dog, at det svarer til omkring 10 kyllinger pr kvadratmeter. Meningen er, at der derudover skal være et stort areal til kyllingerne udendørs, men Dyrenes Detektiv har modtaget mange aktindsigter der viser, at langt de fleste kyllinger aldrig kommer udenfor. Indretningen af staldene, hierarkierne blandt kyllingerne og hyppige trusler om fugleinfluenza forhindrer det. På trods af de flotte billeder på de økologiske pakker, er virkeligheden altså en helt anden for dyrene. På de industrielle fabrikker lever de 40 kg pr kvadratmeter, altså hvad der svarer til omkring 20 kyllinger pr kvadratmeter.

Kyllingerne er avlet til at vokse meget hurtigere, end deres kroppe kan klare. Det har store konsekvenser for deres helbred, og det gør det svært for kyllingerne at bære vægten af deres egne kroppe. Det resulterer i gangproblemer, sår, vejtrækningsproblemer, udmattelse og organsvigt. Det betyder også, at forældredyrene sultes, så de kan leve længe nok til at blive avlet på, uden at deres kroppe bukker under og deres indre organer giver op.

Da kyllingerne lever mange tusinde meget tæt sammen, bliver staldene ikke muget ud i kyllingernes levetid, men først efter de er blevet dræbt, inden det næste hold skal rykke ind. Det vil sige, at de hele livet skal gå rundt i deres eget lort. Lorten fylder luften og staldgulvet med ammoniak, som ætser deres fødder og svider i deres øjne og lunger. Der er regler for, hvor høje niveauer af ammoniak der må være i luften, men Dyrenes Detektiv har modtaget mange kontrolrapporter der viser alt, alt for høje ammoniakmålinger på kyllingefabrikkerne.

Der findes ikke sygestier på kyllingefabrikkerne, og kyllinger i industrien bliver ikke behandlet når de er syge. I stedet bliver de straks dræbt, når medarbejdere på kyllingefabrikkerne finder syge kyllinger. Her bliver de dræbt ved at deres hals bliver brækket med håndkraft, og blodkarrene sprænger, så de dør af iltmangel i hjernen. Regler fra EU tillader dog kun, at en medarbejder må dræbe kyllinger på den måde 70 gange om dagen. Det er fysisk krævende og forbundet med stor risiko for fejl. Det er derfor meget lidelsesfuldt for kyllingerne når det gøres forkert. Loven tager dog ikke forbehold for, hvilket andet udmattende arbejde en medarbejder har udført den pågældende dag.

Når det besluttes at kyllingernes alt for korte liv skal ende, bliver de kørt til slagterier, hvor de bliver hængt med hovedet nedad, og bliver ført ned i et kar med vand og strøm. Her vil de, ved at få strøm igennem kroppen, blive bedøvet, medmindre de får løftet hovedet for højt op til, at det når at blive dyppet hele vejen ned i strømbadet. Efter strømbadet får de halsen skåret over, mens deres hjerte stadig banker, så de kan bløde ihjel. For de kyllinger, hvor strømbadet ikke er lykkedes med at bedøve dem, sker det mens de er fuldt bevidste. Bagefter bliver de skoldet og plukket, og deres hoved og fødder skæres af. De fødder, der ikke er ætset af ammoniakfyldt lort, vil blive solgt og spist andre steder i verden.

Det er standardprocedure og virkeligheden for kyllingerne på fabrikkerne. Det er et resultat af forsøget på at lave en industri ud af et dyr. Du kan læse meget mere om industrien og Dyrenes Detektivs afsløringer i vores artikler om kyllinger i kyllingeproduktionen herunder.

Dyrenes Detektiv opfordrer til at tage tydeligt afstand fra kyllingeindustrien, og ikke spise eller købe produkter fra kyllinger.

Seneste artikler om kyllingeindustrien