Vi har haft vores afsløringer i:
TV2DRPolitikenInformationTV 2 FynJyllands-PostenBTFyens Stiftstidende

Søer med åbne sår og haltende grise uden hjælp: Alvorlige dyrevelfærdsproblemer hos besætning

BEMÆRK: ARTIKLEN ER OPDATERET EFTER POLITIANMELDELSE

De Danske Svineproducenter har politianmeldt Dyrenes Detektiv. De forsøger at retsforfølge os for at bryde GDPR-reglerne. Det er et åbenlyst og desperat forsøg på at bruge politiets ressourcer som et værktøj til intimidering, så offentlighedens fokus fjernes fra de systematiske svigt bag staldmurene.

Vi har i dag opdateret denne artikel og fjernet det bynavn og CHR-nummer der stod i artiklen. Ikke fordi vi ryster på hånden over for industriens pressionsværktøjer, men fordi Dyrenes Detektiv handler om dyrene og kampen for dyrenes frigørelse – ikke præcist hvor i Danmark det sker.

Udnyttelsen og undertrykkelsen af levende væsner er strukturel og systematisk. Ved at fjerne stednavn punkterer vi svineproducenternes juridiske afledningsmanøvre. Tilbage står det, de frygter allermest: De rå, uomstødelige fakta om systemets overgreb. Kampen for dyrene fortsætter ufortrødent.

Et kontrolbesøg foretaget af Fødevarestyrelsen den 22. januar 2025 afslører alvorlige overtrædelser af dyrevelfærdsloven hos en sobesætning med omkring 3.000 i Lolland-Falster.

Ved det stikprøvevise tjek blev der konstateret omfattende mangler på to centrale områder: manglende beskæftigelsesmateriale og utilstrækkelig håndtering af syge og tilskadekomne dyr.

Søer med alvorlige skuldersår – den ene uden behandling

I farestalden fandt Fødevarestyrelsen en so med et svært skuldersår. Dyret blev ifølge rapporten behandlet med CykloSpray og creme og havde adgang til en gummimåtte. I løbeafdelingen havde en so skuldersår, men hverken havde adgang til en gummimåtte eller modtog nogen form for behandling.

Manglende behandling og passende opstaldning af sårede dyr er en klar overtrædelse af dyrevelfærdslovens § 2 samt grisebekendtgørelses § 52. Ifølge lovgivningen skal syge og tilskadekomne dyr straks behandles, isoleres hvis nødvendigt og omgående aflives eller tilses af dyrlæge, hvis de ikke hurtigt kommer sig.

Haltende grise efterladt uden isolering eller behandling

I klimastalden blev der observeret tre grise, der var støttehalte. I poltestalden blev endnu en støttehalt gris fundet. Ingen af disse dyr var blevet isoleret eller behandlet, og alle befandt sig fortsat i almindelige stier – på trods af, at de tydeligt havde behov for særlig omsorg.

Dyrene var altså overladt til sig selv i en tilstand, der kræver behandling og hensyn. Det kan ikke udelukkes, at dette udgør grovere uforsvarlig behandling, og dermed falder ind under dyrevelfærdslovens § 58:

§ 58, stk. 1: Den, som ved overanstrengelse eller vanrøgt eller på anden måde behandler dyr uforsvarligt, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år.
Stk. 2: Har det nævnte forhold haft karakter af grovere uforsvarlig behandling, er straffen bøde eller fængsel indtil 2 år.
Stk. 3: Har det nævnte forhold haft karakter af mishandling, er straffen fængsel indtil 2 år.

Udbredt mangel på halm og rodemateriale

Farestald, løbestald, drægtighedsstald og 11 stier i poltestalden manglede beskæftigelses- og rodemateriale. Svinenes naturlige adfærdsbehov blev dermed ikke opfyldt – i strid med § 14 i grisebekendtgørelsen. Ifølge lovgivningen skal svin altid have adgang til halm eller andet manipulérbart materiale, som de kan rode i.

Fraværet af dette grundlæggende krav bidrager til stress, frustration og konflikter blandt dyrene.

Gebyr og opfølgende kontrol

De alvorlige forhold medførte to indskærpelser, som udløser en gebyrbelagt opfølgende kontrol. Besætningsansvarlige havde ingen bemærkninger under besøget.


📄 Sagsnummer: 2025-12-721-203626
📅 Kontroldato: 22. januar 2025

Støt Dyrenes Detektiv

Læs også...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Klik på ikonerne og se virkeligheden for dyrene