Aktivistvideo: Endnu en af svinebosserne fik besøg af aktivister
Aktivister har optaget på svinefabrik: Dyrenes Detektiv har modtaget videooptagelser fra aktivister, der har optaget på ni forskellige svineproduktioner, der er ejet af ni forskellige svineproducenter fra toppen af det danske griselandbrug. De er optaget af de dyreretsaktivister, der også optog de videooptagelser, der blev brugt i TV2-dokumentaren ‘Hvem passer på grisene – Afsløringer fra landbrugets top’.
Dyrenes Detektiv holder det anonymt, hvilke svinebosser der er tale om. For det første er det ikke så vigtigt, hvem der er tale om, da den ulovlige dyremishandling er et strukturelt problem. For det andet, så kan der potentielt komme et sagsanlæg, hvilket vi ikke ville kunne håndtere rent økonomisk. Det vigtigste er, at det er endnu en fra landbrugets top.
Vi kan dog fortælle, at det er en svineproducent fra Jylland med en række svinebesætninger, der også sidder i toppen af en af landbrugets organisationer. Vi har modtaget optagelser fra to besætninger.

Dyrenes Detektiv har forsøgt at få en kommentar fra ejeren, men de er ikke vendt tilbage.
Fødevarestyrelsens dyrevelfærdskontrol
Fødevarestyrelsen havde en kontrol på en anden besætning ejet af samme svineproducent i maj 2025. Det var omkring fire måneder efter aktivisterne optog på hans besætning. Der er ingen sammenhæng mellem aktivisternes optagelser og Fødevarestyrelsens kontrolbesøg.
Fra Fødevarestyrelsens kontrolrapport: Besætningen bestod af cirka 1100 slagtesvin. Det indskærpedes, at i stier til smågrise over 20 kg, avls- og slagtesvin skal der være installeret et overbrusningsanlæg eller en tilsvarende anordning, der skal bruges til at regulere dyrenes kropstemperatur. Det skyldes, at grise ikke kan afgive deres kropsvarme, da de ikke kan svede. Det blev konstateret, at der ingen overbrusningsanlæg var nogen steder på besætningen. Det er et brud på grise-bekendtgørelsen og Dyrevelfærdsloven. Den besætningsansvarlige fortalte, at det var en lejet stald og de tidligere havde diskuteret det med udlejeren, og at de vil få det ordnet.
Det betød at svineproducenten fik en indskærpelse, men læser man loven, så ville en politianmeldelse være det juridisk korrekte, så domstolene kunne tage stilling til, om der skulle gives en bøde eller fængselsstraf.
Videooptagelse fra aktivister den 11. og 12. januar 2025
Videoptagelserne fra aktivisterne fokuserer ikke på de manglende overbrusningsanlæg. I stedet indeholder videoerne mange døde pattegrise, søer i farebøjler, pattegrise der dier, og så ellers kummerlige forhold. Om de pågældende billeder viser brud på Grise-bekendtgørelsen er ikke tydeligt.
Det er dog tydeligt, at dyrevelfærdsloven overtrædes. Lovens paragraf 1, 2 og 3 overtrædes:
- I dyrevelfærdslovens § 1 kan man læse, at loven har til formål at beskytte dyr, og fremme respekt for dyr som levende og sansende væsener. Loven har endvidere til formål at varetage dyreetiske hensyn. Billederne viser udelukkende brud på respekten for dyr, som levende og sansende væsener.
- I lovens § 2 står det skrevet at dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe. Pattegrise, der dør på spaltegulvet i en betonstald, har sandsynligvis været fyldt med smerte, lidelse og angst.
- Og ifølge § 3 skal enhver, der holder dyr, sørge for, at de behandles omsorgsfuldt. Herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til alle deres behov. Ingen af deres behov opfyldes på billederne.
Læs også: TV2 på onsdag – Opfølgeren til dokumentaren “Hvem passer på grisene”

Hvirfor bliver det ikke stoppet? Helt uhyrligt at behandle dyr på denne måde ,hvordan kan de slipoe for alvorlige anklager ?? Dette skal stoppes for enhver pris !
Hvorfor? – Fordi “du” og din slags ikke arbejder i kontrolsystemet. Uanset om din uddannelse eller faglige kvalifikationer i øvrigt er nok så relevante, vil du altid mangle mindst én (dén) altafgørende “praktik” der gør dig selvskrevet som kontrollant. Men har du til gengæld dén, så er din uddannelse samt faglige kvalifikationer i øvrigt ikke relevante. At stramme dyreværnslovene får ingen praktisk betydning – medmindre alle i kontrolsystemet udskiftes med ansatte, der ikke er en del, af landbrugets parallelsamfund.