Rigsrevisionen kritiserer svineproduktionen, og Fødevarestyrelsens kontroller af svineproduktionen.
I dag er Rigrevisionen kommet med deres længe ventede beretning om kontrol af grises velfærd. Og helt kort, så bekræfter de det, som Dyrenes Detektiv skrev for mere end to år siden, og har gentaget utallige gange lige siden. For jer, der læser med på Dyrenes Detektiv, kan deres konklusion ikke være en overrraskelse, da det er veldokumenteret med Fødevarestyrelsens egne dyrevelfærdskontrolrapporter. Og alligevel er det med stor lettelse, at jeg læser Rigsrevisionens konklusion, da vi alle frygter, hvad der ofte sker når hensyn til dyr skal opvejes med hensynet til økonomi. Hensynet til dyrene nedtones typisk. Men det har Rigsrevisionen ikke gjort. Og tusinde tak for det.
Rigsrevisionen skriver, at de selv tog initiativ til undersøgelsen i februar 2025, og det var på baggrund af TV2 dokumentaren ‘Hvem passer på grisene?’ fra december 2024, der var baseret på Dyrenes Detektiv’s aktindsigter i Fødevarestyrelsens dyrevelfærdskontroller. Tidligere havde Information skrevet en artikel-serie i maj 2024 med baggrund i samme aktindsigter. Information havde også fået kendskab til de aktindsigter hos Dyrenes Detektiv. Og for at være helt ærlig, så er jeg enormt stolt over, at have søgt de berømte aktindsigter, og været med til at sætte det her i gang.
Hvad er Rigsrevisionens konlusioner om svineproduktionen
Her i artiklen fokuseres der på kritikken af Fødevarestyrelsen, og ikke den del der handler om SGAV. Det kommer senere på ugen.
Her er de vigtigste punkter (du kan læse hele deres rapport her):
- Der er problemer med at følge loven i danske grisebesætninger.
- Fødevarestyrelsens vejledning om brug af sanktioner mangler klare kriterier. Dyrenes Detektiv har ofte skrevet om, at Fødevarestyrelsens vejledninger er selvmodsigende.
- Fødevarestyrelsen sanktionerer for mildt. Dyrenes Detektiv har skrevet stople op om det.
- Fødevarestyrelsen vejleder ofte svineproducenter i stedet for at sanktionere. Dyrenes Detektiv har brugt termen ‘under-rapportering’
- Fødevarestyrelsen har fastsat en regel, der betyder, at griseproducenter nemt kan dokumentere behovet for rutinemæssigt at klippe haler på grise, selv om der i EU har været et forbud mod dette i 33 år. Dyrenes Detektiv har læst utallige rapporter hvor dokumentation har været en simpel udfyldt formular, der endda var svær at finde for producenten.
Enhver tvivl er nu væk
At Rigsrevisionen kommer med disse konklusioner burde fjerne enhver tvivl hos alle dem, der har påstået at Dyrens Detektiv har forfalsket videoer, billeder og kontrolrapporter. Hvilket der faktisk har været en del af, på trods af at materialet er modtaget fra Fødevarestyrelsen. Men der vil nok altid være folk, der enten lukker øjnene, eller manipulerer. Så der vil nok stadig være landbrugets trolde og karnisternes trolde derude. Men for rigtige tvivlere, så kan det ikke siges meget tydeligere, når en myndighed som Rigsrevisionen kommer med disse konklusioner.
Rigsrevisionen konkluderer desuden, at Fødevarestyrelsen sanktionerer for mildt og uensartet. Det er klart, at hvis Fødevarestyrelsen sanktionerede ensartet over for alle svineproducenter og gjorde det efter loven, så ville det føre til et utal af politisager og fængselsdomme. Så mange, at det ville blive uinterssant, at være svineproducent. Min hypotese er, at det ved Fødevarestyrelsen udemærket godt, og derfor dømmer de for mildt, da de ellers lukker svineproduktionen. Og så engang imellem melder de en producent til politiet for at vise, at de udfører deres tilsynspligt. Og derfor bliver det uensartet og for mildt sanktioneret.
Hvad skal der nu ske
Britta Riis, Direktør for Dyrenes Beskyttelse, skriver at hvis vi havde haft en Fødevareminister burde vedkommende være gået af. Jeg er helt uenig. Det handler ikke om den enkelte Fødevareminister. For der har været mange Fødevareministre, der ikke har været deres opgave voksne. Jeg kan nævne Dan Jørgensen, Esben Lunde Larsen, Eva Kjer Hansen, Jacob Ellemann (det var ham, der råbte ‘jeg elsker bacon‘ til Henrik Vindfeldt fra Veganerpartiet), Rasmus Prehn, Mogens Jensen og senest Jacob Jensen. Problemet er strukturelt, og systematisk. Og det løses ikke ved, at fyre en tilfældig minister.
Konklusionen fra Rigsrevisionen kræver, at der ryddes op og smides ud. Grundigt. Dyrenes Detektiv forlanger, at loven skal overholdes, hvilket Rigsrevisionen skriver, at der er problemer med for svineproduktioner. Og det er jo ikke et rigtigt krav, at forlange, at loven skal overholdes. Og når loven brydes, så skal der straffes ud fra lovgivningen. Det siger lidt sig selv. Hvis en industri kun kan eksistere, hvis den systematisk er nødt til at bryde loven, så er der ikke plads til den industri i et demokratisk land som Danmark. Så må den lukke. Så simpelt er det.
Fødevarestyrelsen burde desuden undersøges nærmere for at kortlægge hvad og hvem det er, der ligger bag deres myndighedssvigt, svigt af dyrene, og svigt af demokratiet.
Læs mere om Rigsrevisionens kritik af SGAV senere på ugen.
Billedet er taget af Fødevarestyrelsen.
