Min historie om hvordan TV 2 dokumentaren ‘Hvem passer på grisene?’ blev til

Den 12. december 2024 sendte TV 2 den første episode i dokumentarserien ‘Hvem passer på grisene?’. Det var den dokumentarserie, der formåede at vælte murene ind til grisefabrikkerne. Den var udslagsgivende for det store holdningsskifte, der har været til svinefabrikkerne i Danmark i 2025/2026. Uden den, så havde der formentlig ikke været den mobilisering, vi så til Svinevalget.

Mange af jer har skrevet til Dyrenes Detektiv for at få høre om, hvordan TV 2 dokumentaren ‘Hvem passer på grisene’ blev til. Historien bag, hvordan den første episode i dokumentarserien blev skabt, kommer her. Historien er skrevet, som jeg oplevede det.

Det startede i Kødbyen i sommeren 2023

Historien starter i sommeren 2023. Den sidste weekend i august blev der afholdt den første konference nogensinde om dyreretsaktivisme i København. Den havde navnet Frihed for Dyrene, og blev afholdt i Kødbyen. Aktivisten Maria Nørgaard Andersen, som arbejdede for Dyrenes Alliance, stod bag, og havde arrangeret den. Den handlede om, hvordan aktivister og bevægelsen kan arbejde bedre for dyrene. Jeg deltog selv i konferencen som frivillig.

Konferencen havde mange stærke taler, workshops og paneldebatter. Blandt talerne var den kontroversielle australske aktivist Tash Peterson, amerikansk/iranske Dr. Faraz Harsini, danske Tobias Holm og Rune-Christoffer Dragsdahl fra Dansk Vegetarisk Forening.

På konferencens sidste dag stod aktivisten og politikeren Michael Monberg på scenen, og holdte en tale om, hvordan man laver aktivisme hjemme fra sofaen. Netop den tale skulle vise sig at få enorm betydning for min egen aktivisme. I hans tale fortalte han om mange måder, man kan lave aktivisme hjemme fra sofaen. Halvvejs inde i talen fortalte han om aktindsigter, og han fortalte, at organisationen Anima tidligere havde søgt aktindsigt i Fødevarestyrelsens dyrevelfærdskontroller. De havde sågar modtaget videoklip og billeder fra staldene, optaget af myndighedernes egne kontrollanter. Jeg fik store ører, og lyttede nu ekstra meget til Michael.

Hvorfor vidste jeg ikke allerede det, tænkte jeg. Jeg vidste godt, at man kunne søge aktindsigter i dyrevelfærdskontroller. Men jeg vidste ikke, at de tog billeder og optog video. Jeg undrede mig over, hvorfor havde Anima ikke spredt den slags videoer til befolkningen. Hvad har de så brugt billederne og videoerne til, tænkte jeg?

Jeg modtog 240 dyrevelfærdskontrolrapporter fra Fødevarestyrelsen

Jeg havde på det tidspunkt nok viden om dyrelandbruget til, at jeg for længst havde valgt at boykotte det. Den måde dyrene, grisene, køerne, kyllingerne, hønsene, minkene, og de andre dyr i landbruget blev mishandlet på, var så voldsom og undertrykkende, at jeg allerede havde dedikeret mig i kampen for dyrenes frigørelse. Men talen på den sidste dag af konferencen gav mig endnu mere rødbedesaft på tanden. Hvis det var muligt for Anima, at få adgang til billeder og videoer, så ville jeg også se, om jeg kunne lykkes med det. For jeg havde den overbevisning, at det var nødvendigt med billeder fra danske stalde, for at få fremskridt i kampen for dyrene.

Allerede dagen efter, mandag den 28. august 2023, skrev jeg til Michael og spurgte ham om, hvordan man søger aktindsigt. Han gav mig et par gode råd, så jeg kunne komme i gang. Jeg skrev til Fødevarestyrelsen og anmodede om aktindsigt i dyrevelfærdskontrollerne fra 2022, hvor der havde været søer med helbredsproblemer. Jeg var også interesseret i at modtage videoklip og billeder fra kontrollerne, skrev jeg i anmodningen. Fødevarestyrelsen havde ikke klassificeret søerne eller helbredsproblemer i deres database, så da jeg modtog dokumenterne to uger senere, var der også kontroller for smågrise og slagtegrise. Og der var ikke kun sager, hvor grisene havde helbredsproblemer. Det var alle kontroller i grisebesætninger, hvor der var givet en indskærpelse for brud på dyrevelfærden. Jeg modtog 240 dyrevelfærdskontroller i et stort Excel-ark. Der var 44 andre sager jeg ikke kunne få aktindsigt i, fordi der var rejst en politisag.

Inden jeg modtog kontrolrapporterne, havde jeg talt med Fødevarestyrelsen to gange om, hvad vi skulle gøre i forhold til videoklippene og billederne. Vi var blevet enige om, at jeg skulle bede om aktindsigt i dem, i en separat anmodning, efter jeg havde modtaget selve rapporterne. Ellers ville anmodningen blive for stor, og risikere at blive afvist.

Det var som at læse en gyser

Jeg brugte mere end en måned på at læse dyrevelfærdsrapporterne, inden jeg anmodede om videoerne og billederne. Når jeg kom hjem fra arbejde, sad jeg lange aftener og weekender i den måned og læste rapporterne og forsøgte at få mening ud af det. Det var chokerende læsning. Der var udskudt endetarm, grise der ikke kunne rejse sig, og mange grise der blev aflivet under kontrollerne. Det var som at læse en gyser. Der var også manglende rode- og beskæftigelsesmateriale, der var manglende handleplaner for halekupering og halebid, og der var manglende overbrusningsanlæg.

Fødevarestyrelsens bilag om bagatelgrænser

Jeg studerede dyrevelfærdsloven og grise-bekendtgørelsen, og læste op på de forskellige lidelser, grisene havde. Jeg undersøgte og undersøgte, og fandt ud af, at Fødevarestyrelsen havde kontrolvejledninger, som deres kontrollanter bruger til at udføre kontrollerne korrekt, når de er på tilsyn i staldene. Og jeg fandt ud af, at der eksisterede et stort bilag til kontrolvejledningerne, hvori der var et afsnit om bagatelgrænser i veterinærsager. Jeg sammenlignede dokumenterne på tværs, og en dag midt i oktober, gik det op for mig, at kontrolvejledningerne var meget slappere end grise-bekendtgørelsen, som i sig selv var meget slappere end Dyrevelfærdsloven. Og afsnittet om bagatelgrænser udvandede lovgivningen så meget, at noget, der skulle give bøde eller fængselsstraf et sted i lovgivningen, var set som en bagatel i afsnittet om bagatelgrænser.

Var lovgivningen om dyrevelfærd blot til skue? Var dyrevelfærdslovens tre første flotte paragraffer blot et paradeshow? Pladskravet på 0.65 m2 for en gris på 100 kg fra grise-bekendtgørelsen blev i afsnittet om bagatelgrænser til, at det er en bagatel, hvis arealkravet kun er overtrådt i begrænset omfang i få stier, og dyrene ikke er belastet. Dyrevelfærdslovens paragraf om, at enhver, der holder dyr, skal passe dem med hensyntagen til deres sundhedsmæssige behov, blev i afsnittet om bagatelgrænser til, at det er en bagatel, hvis det kun er en lille udskudt endetarm, som er opstået for under 24 timer siden, ikke er håndteret, og dyret kun er påvirket i minimal grad.

Var det her et ministersvigt eller et myndighedssvigt? Hvorfor havde jeg ikke hørt om det her før? Hvorfor talte de store dyreorganisationer ikke om det? Vidste de ikke, at dyrevelfærdslovgivningen blev udvandet af andre dokumenter, på samme måde, som når man blander for meget vand i sin saftevand?

Facebook-siden blev oprettet med et håb om at blive opdaget af journalister

Jeg sad nu med en viden om, at lovgivningen var udvandet, kontrollerne var laissez-faire og mishandlingen så voldsom, at hele Danmarks befolkning skulle vide det. Jeg havde endnu ikke modtaget videoerne, men kunne læse om grisenes lidelser i rapporterne. Materialet jeg havde var så “godt”, hvis man kan sige det om mishandlede grise, at alle i Danmark skulle se det. Hvis befolkningen så sandheden om grisenes virkelighed, så havde det potentiale til at forarge og chokere. Til at skabe en bevægelse, og få lavet forandringer for grisene. Måske kunne det sprede sig som i ringe i vandet til de andre dyr. Hvis folk vidste, at lovgivnigen var et skueshow, så havde det potentiale til at være udslagsgivende i kampen om at få fremtidens grise ud af staldene.

Så jeg gik i tænkeboks og overvejede, hvordan videoerne og billederne, som jeg endnu ikke havde modtaget, bedst kunne komme ud over rampen og blive set af så mange som muligt. Jeg overvejede, at lave en dokumentarfilm, men problemet var, at jeg ingen erfaring havde, og den ville nok ikke blive set af særligt mange. Jeg tænkte også på, at skrive en bog. Men den ville nok heller ikke blive læst af så mange. Begge ting ville tage lang tid og være uoverskuelige projekter, som jeg risikerede at brække nakken på.

I stedet besluttede jeg, at oprette Dyrenes Detektivs profiler på Facebook, Instagram og X. Det skete den 4. november 2023. X er sidenhen blev lukket. Ideen var, at lave opslag om konkrete dyrevelfærdsrapporter med videoer eller billeder, med Fødevarestyrelsens sagsnummer, og med datoen for kontrollen. For at skabe en høj troværdighed. Planen var at opbygge profilerne på de sociale medier, så materialet kunne blive delt og spredt, så nyhedsmedier og journalister på et tidspunkt – forhåbentlig efter ikke så lang tid – ville se det. De ville så kunne bruge materialet på deres egne medier, så det kunne blive set af alle. Så ville flere mennesker boykotte grisefabrikkerne, da de ikke ville støtte den dyremishandling, der sker i staldene. Jeg var overbevist om, at materialet var så voldsomt, at der var potentiale til det. Jeg havde dog ikke en eneste kontakt i medieverdenen, så det var i virkeligheden mere et håb end en plan.

Jeg modtog 10 GB med barske videoer og billeder

Fem dage efter jeg oprettede profilerne på de sociale medier, modtog jeg endelig videoklippene og billederne fra Fødevarestyrelsen. Der var så mange, at det fyldte 10 GB. Jeg brugte det meste af natten på at se videoklippene og billederne igennem. Og det var overvældende med de barske billeder. Der var mange tårer, der trillede ned af mine kinder. Og der var mange tanker og følelser, der fløj igennem hovedet. Jeg tænkte på dyrene, også dem, jeg vidste var i staldene netop nu. Der var tanker om, at der findes mennesker, der kender til det, der sker bag staldmurene, men ikke gør noget ved det, og tanker om, at der er mennesker, der udfører og er ansvarlige for den mishandling, der blev vist på billederne og videoerne. Og der var tanker om, at myndighederne og ministeriet kender til det, men de udvander lovgivningen, så mishandlingen kan ske uden konsekvenser for dem, der udfører mishandlingen.

Jeg begyndte at lave mange opslag om dyrevelfærdskontrollerne på de sociale medier. Jeg brugte alt min tid efter arbejde på det.

Astrid skrev til mig. Hun havde opdaget Dyrenes Detektiv

I januar 2024 blev Dyrenes Detektiv opdaget af dyrlægen Astrid Ruegaard Hansen. Hun havde tidligere været kontrollant hos Fødevarestyrelsen. Og i tiden efter Fødevarestyrelsen, havde hun råbt nyhedsmedierne og folk op om den dårlige dyrevelfærd. I et eller to årtier, uden det store held. Hun ville informere os alle om, hvordan dyrene i landbruget havde det. Hun kontaktede mig, hun havde fået mit telefonnummer af Michael Monberg, og en uge senere kom hun på besøg hjemme hos mig. Vi fandt hurtigt ud af, at vi havde en fælles sag.

Et par uger efter mødet med Astrid hjemme i min lille lejlighed i Roskilde, blev hun kontaktet af Journalisten Anna Thyrri fra det århusianske produktionsselskab Kompagniet. Anna havde læst om Astrid og hendes hjemmeside grisensverden.dk i Mathilde Walter Clarks bog ‘Hvordan man laver dyr’. De talte længe sammen, og Astrid talte også om det materiale, jeg havde fået fra Fødevarestyrelsen. Astrid skulle holde foredrag aftenen efter på Suhrs højskole i det centrale København. Hun fik overbevist Anna om, at hun skulle tage turen til København aftenen efter, for at høre hendes foredrag. Jeg ville også komme, fortalte Astrid. Så kunne Anna møde mig, og se de videoklip jeg havde fået fra Fødevarestyrelsen.

Så Astrid sendte mig en besked:

‘Hej Stefan, Jeg blev i dag kontaktet af en journalist fra et dokumentarfilm firma i Århus, som planlægger en udsendelse om dyrevelfærd. Snakkede længe med hende, og fik hende overbevist om at hun skulle komme i morgen aften, så hun bl.a. kunne hilse på dig. Så hun kommer :-)’

Var det den journalist jeg havde ventet på? Var det den journalist, der ville tage materialet videre til nyhedsmedierne? Jeg vidste det ikke. Jeg vidste dog, at jeg skulle troppe op til Astrids foredrag dagen efter, så jeg kunne blive introduceret til journalisten. Det var en kæmpe mulighed. Samme dag købte jeg domænet dyrenesdetektiv.dk, da jeg nu tænkte, at det måske var muligt at få hul igennem til journalister. Så det var bedre at have styr på formaliteterne.

Mødet med journalisten Anna på Suhrs højskole

Det var nu onsdag den 7. februar 2024. Jeg mødte op på Suhrs højskole for at møde Anna Thyrri, og for at høre Astrids foredrag om grise i det konventionelle svinebrug. Det handlede også lidt om frilandsgrise, der ikke havde det meget bedre. Jeg var nu mest interesseret i at møde journalisten Anna. Så da jeg trådte ind i salen, hvor foredraget skulle afholdes, spejdede jeg straks efter en journalist-lignende type. Var hun dukket op? Astrid kom hen til mig. Hun var så begejstret, at hun kun lige fik sagt hurtigt hej, og så førte hun mig straks og effektivt videre hen til Anna, der stod kun få meter fra mig. Astrid introducerede os til hinanden, og forsvandt. Anna og jeg talte sammen i et par minutter inden foredraget skulle starte. Jeg satte mig på en stol bagerst i lokalet, og ventede utålmodigt på, at foredraget skulle være overstået. Undskyld Astrid, men jeg kunne ikke fokusere på andet end at få lavet en aftale med Anna.

Efter foredraget talte jeg med Anna ganske kort. Hun var venlig, og meget interesseret i at høre om materialet fra Fødevarestyrelsen, og vi aftalte, at mødes en uge senere hjemme hos mig. Det var det. Jeg havde aldrig talt med journalister før. Og slet ikke med en, der var taget hele vejen fra Århus til København for blandt andet at blive introduceret til mig. Jeg havde nu lavet en aftale med en journalist om, at høre mere om videoklippene og billederne fra Fødevarestyrelsen. Det var stort.

Anna og Laura fra Kompagniet kom hjem til mig

Der var nu gået en uge siden det korte møde med Anna. Hun kom hjem til mig, og hun havde taget journalistpraktikanten Laura med. Vi talte om materialet, jeg havde modtaget fra Fødevarestyrelsen. Vi talte om grisenes fysiske sygdomme, om billederne, om videoklippene og om rapporterne. Om myndighedernes svigt. De spurgte ind til mig. De spurgte om, hvorfor jeg egentlig havde bedt om aktindsigterne. Jeg forstod ikke, hvorfor det skulle være vigtigt. Det vigtige var materialet. Men jeg forklarede dem hvorfor. Jeg viste dem nogen af videoerne, og iagttog dem for at se hvordan de reagerede. Jeg kunne ikke rigtigt se på dem, hvad de tænkte. Det var nok deres journalistiske professionalisme, der skinnede igennem. Men de ville gerne have materialet. Så det fik de. Og de ville gerne holde kontakten, og komme igen. De ville måske lave en dokumentarfilm med udgangspunkt i materialet. Jeg skulle være med, hentydede de, uden rigtigt at sige det. De ville præsentere projektet til TV 2. Det var dem, der skulle afgøre, om dokumentaren ville blive til noget.

Det var kun 3 måneder siden jeg oprettede Dyrenes Detektivs sociale medier, og nu sad der to journalister hjemme i min stue, og talte om måske at lave en dokumentar på TV 2. Baseret på de dyrevelfærdsrapporter, videoer og billeder, jeg havde modtaget fra Fødevarestyrelsen. Det var netop det, der havde været mit håb. Mit håb havde nu været mindre end det, da selv en artikel i en større dansk avis havde været nok til at indfri mit håb. Det var surrealistisk, og det var næsten for godt til at være sandt. Journalisterne tog tilbage til Århus, og vi aftalte at holde kontakten.

De ville have mig med i dokumentaren

Journalisterne ville have, at jeg skulle være med i dokumentaren. Ville jeg overhovedet det? Jeg havde hørt så mange historier om folk, der var med i fjernsynsprogrammer, og følte, at det var klippet sammen på en uretfærdig måde. Ville jeg risikere det? Havde journalisterne oprigtige hensigter, eller var de i virkeligheden ikke interesseret i materialet? Var deres formål i virkeligheden, at lave en dokumentar, der handlede om de skøre veganere, der naivt troede de kunne ændre verden? Det havde man set før. Anna og Laura virkede nu oprigtige nok. Jeg var alligevel i tvivl om deres hensigter, men havde jeg overhovedet et valg, hvis materialet skulle nå hele befolkningen?

Information kontaktede mig. De ville også bruge materialet

En måned senere blev jeg kontaktet af Maria Sæhl. Hun var, og er stadig, journalist på Information. Hun var interesseret i at bruge aktindsigterne i Information. Hun havde set det på Facebook. Nu var der to nyhedsmedier, der var interesseret i materialet. Jeg var så begejstret, og jeg delte min metode med Maria Sæhl. Hvis man da overhovedet kan kalde det for en metode. Min erfaring med journalister og nyhedsmedier var lig nul, så jeg blev rådvild, og jeg blev bekymret for om TV 2 ville miste interessen, hvis Information udgav artikler inden Kompagniet kunne nå at lave en dokumentar. Jeg tænkte, at det ville være ideelt, hvis begge nyhedsmedier ville bringe materialet, men hvis jeg skulle vælge imellem dem, så var det bedre, at TV 2 lavede en dokumentar, end at Information skrev en artikel.

Jeg diskuterede tvivlen med Astrid. Vi aftalte, at jeg skulle tale med Anna om det. Og hun bad mig om kun at samarbejde med dem, ellers kunne de ikke gå videre med projektet. Det virkede meget bestemmende, hvilket jeg ikke brød mig om. Men samtidig var det måske også et tegn på, at de var seriøse. Så jeg besluttede, at jeg kun ville samarbejde med Anna og Kompagniet, selv om det var risikabelt at satse på kun et projekt, når der var to interesserede medier. Det fortalte jeg til Maria Sæhl fra Information, hvilket hun blev lidt irriteret over.

De bad mig stoppe med at dele dyrevelfærdskontroller

Få dage senere kom Anna og Laura fra Kompagniet hjem til mig igen for at diskutere dokumentaren. De fortalte, at TV 2 var interesseret i projektet. De talte om at lave tre programmer. Det var vildt. Meget bedre, end jeg nogensinde havde overvejet eller drømt om. De spurgte, om jeg selv ville være med i dokumentaren, og det sagde jeg ja til. Jeg havde tænkt meget over det, og havde besluttet, at det var sådan det måtte være. De blev glade, og sagde at det var vigtigt for dokumentarens fortælling. Anna bad mig stoppe med at dele dyrevelfærdskontroller og aktindsigter på de sociale medier. Jeg havde løbende delt dyrevelfærdskontroller på Dyrenes Detektivs sociale medier, imens forløbet med journalisterne havde stået på. Men nu havde de bedt mig om, at stoppe med at dele dyrevelfærdskontroller. Så Dyrenes Detektiv gik i stå på de sociale medier. Deres ønske var at få så høj en nyhedsværdi som muligt. Det var enormt frustrerende for mig, da jeg hurtigst muligt ville opbygge de sociale medier og sprede budskabet. Samtidigt kunne jeg godt se det fra produktionsselskabets og TV 2’s side. Og det var jo et drømmescenarie at få lavet en dokumentar på TV 2.

Jeg fortalte dem, at de skulle skynde sig med at få lavet dokumentaren inden Landbrug & Fødevarer fik nys om det, og jeg advarede om, at landbrugslobbyen var så magtfuld, at de potentielt ville kunne få succes med at få stoppet dokumentaren inden den blev færdig. Det havde jeg hørt rygter om var sket for år tilbage.

Min stue blev lavet om til et studie

En måned senere troppede journalisterne fra Kompagniet op hjemme hos mig igen. Denne gang havde de en fotograf og lydmand med. De havde allerede været hjemme hos Astrid tidligere samme dag, i mange timer, for at optage interview med hende. Nu skulle de optage et interview med mig, og filme stemningsbilleder. Fotografen og lydmanden begyndte at indrette min stue som et studie, flyttede rundt på et par møbler, så ville det være flottere, når de filmede. Og så kom vi til selve interviewet. Jeg havde tænkt meget over, hvad jeg skulle sige, så jeg fik sagt det vigtigste, og så jeg ikke fremstod som en naiv og smådum aktivist. Jeg var meget anspændt, havde svært ved at slappe af, og jeg var meget bevidst om min krop, mine hænder og min stemme. Anna interviewede mig stille og roligt. Det var virkelig fint. Vi optog de samme spørgsmål flere gange, da jeg hakkede lidt i svarene. Da vi var færdige, blev studiet fjernet og min lejlighed lignede sig selv igen. Det hele havde taget fire timer. Og blev klippet ned til et minut i den endelige dokumentar.

Artikelserien kom i Information i maj 2024 og P1 Debat ville have mig i radiostudiet

En lille måned senere bragte Information deres artikelserie, der var baseret på de aktindsigter jeg havde anmodet om i slutningen af august året før. Jeg blev så begejstret over, at mine aktindsigter havde ramt nyhedsmedierne. Mit oprindelige mål med Dyrenes Detektiv var nu opnået. Det var stort, og jeg talte ikke om andet i de dage. Artikelserien var så bemærkelsesværdig, at både DR og TV 2 talte om det i Aftenshowet og Go’ Aften Danmark. Og jeg så Maria Sæhl på fjernsynet, hvor hun talte om grisene og dyrevelfærdskontrollerne. Midt i min begejstring, blev jeg også bekymret for, om TV 2 ville droppe dokumentar-projektet. Men Anna Thyrri forsikrede mig om, at de kørte videre.

Jeg skrev til Maria Sæhl og takkede for at bringe artiklerne, trods min manglende samarbejdsvilje. En tilrettelægger fra P1 Debat inviterede mig ud til DR-byen, da de ville lave et program om grise, på baggrund af Informations artikler. De havde læst i avisen, at jeg stod bag det oprindelige arbejde. Jeg vidste godt, at journalisterne fra Kompagniet nok ønskede, at jeg takkede nej til at deltage. Jeg spurgte dem om det, og det bekræftede de. Så det gjorde jeg loyalt, selv om det kriblede i hele kroppen for at tale om det, jeg havde set i videoklippene og på billederne.

En uge senere blev jeg kontaktet af en dokumentarist fra DR. Han havde læst artiklerne på Information, og set at jeg havde en finger med i spillet. Han tænkte, at det kunne være interessant at lave en dokumentar om dyrevelfærd med mig og mine aktindsigter. Jeg takkede dog nej, da jeg havde lovet loyalitet til Kompagniet og TV 2.

I efteråret 2024 var der meget stille fra Kompagniet

Der skulle gå mange måneder før jeg hørte mere fra Kompagniet. De var travlt optaget med at lave dokumentaren, og jeg havde ikke den fjerneste ide om, hvordan den ville blive skruet sammen og vinklet. Jeg var meget skeptisk over, hvor meget de ville nedtone den dyremishandling, der var så tydelig i videoerne. Jeg kontaktede Anna mange gange i den periode, for at blive forsikret om, at det ville blive en god dokumentar, og at de ville bruge mig på en god måde. Og det gjorde hun hver gang. Jeg stolede på hende, men som den fødte skeptiker jeg er, var jeg i tvivl om det nu også kunne være rigtigt. Det ville trods alt være for godt til at være sandt.

Det var nu september 2024, og Kompagniet fortalte, at de ville skynde sig med at lave den første af de tre dokumentarer færdig, da aktindsigterne var kendte i medieverdenen efter Information havde bragt deres artikelserie. Og de skulle ikke risikere, at andre TV-stationer var hurtigere end dem. Den første dokumentar ville komme i TV 2 et par måneder senere, fortalte de. Samme måned viste DR dokumentaren ‘Hvis grise kunne tale’, og i den forbindelse skrev jeg et kritisk debatindlæg i Politiken. Jeg havde så meget overskudsenergi af, at vente på at Kompagniet blev færdige, og også fordi Dyrenes Detektiv var gået i stå. Så jeg havde skrevet det debatindlæg i stedet. Det var de ikke så tilfredse med på Kompagniet. Jeg forstod på det tidspunkt ikke hvorfor, da det ikke brød vores aftale. Det havde jo ikke noget med aktindsigterne og dyrevelfærdskontrollerne at gøre.

Astrid og jeg blev inviteret til Århus for at se den næsten færdige dokumentar

Så blev det den 26. november 2024, og Astrid og jeg blev inviteret til Århus. Kompagniet ville vise os den næsten færdigklippede dokumentar. De havde valgt at kalde den for ‘Hvem passer på grisene?’, fortalte de. Astrid, Anna, Laura og jeg satte os ind i et lille mørkt lokale og så dokumentaren. Jeg blev meget rørt, da jeg så den. Kompagniet havde brugt videoklippene ufiltreret. Det var virkelig voldsomt. Dokumentaren viste virkelig, hvordan grisene har det i den danske svineproduktion. Og både Astrid og jeg fremstod fornuftige i dokumentaren. Det var en kæmpe lettelse, da jeg havde afvist både Information og DR, og satset alt på samarbejdet med Kompagniet og TV 2. Det viste sig nu, at have været en god satsning. Også Astrid var lettet. Dokumentaren ville blive sendt på TV 2 den 12. december 2024, fortalte de.

De næste 14 dage kravlede tiden af sted. I TV 2’s program-oversigt kunne man endnu ikke se, at dokumentaren ville blive sendt. Men der var et hul i program-oversigten den aften, dokumentaren skulle sendes.

Så kom den store dag, hvor ‘Hvem passer på grisene?’ endelig blev vist på TV 2

Den 9. december begyndte TV 2 at vise trailere for dokumentaren. Jeg så endda mig selv i en af trailerne. Det var vildt at se mig selv i netop denne trailer. Det var vildt at vide, at jeg var med til det her. At de aktindsigter jeg havde søgt, havde sat gang i det her. Jeg kunne næsten ikke være i mig selv. Jeg havde svært ved at koncentrere mig om andet, end at vente på, at dokumentaren ville blive sendt. Og se hvilke reaktioner den ville få, og hvad den ville føre med sig.

Dagen før den blev vist, blev den allerede omtalt i TV 2 nyhederne. Anna Thyrri sad i TV-studiet og talte om dokumentaren og fortalte, at de havde forsøgt at få lov til at filme i svinestalde. Men de var blevet afvist af svineproducenterne hver gang. Men så havde de mødt mig, fortalte hun.

Og så kom dagen jeg havde håbet på og drømt om, siden jeg mødte Anna Thyrri på Suhrs Højskole, næsten et år tidligere.

Det var dagen hvor den første episode af dokumentarserien ‘Hvem passer på grisene?’ blev vist på TV 2. Den ligger i øvrigt stadig på TV 2 Play. Det var meget overvældende. Jeg blev meget stolt og rørt. Jeg talte med Astrid, som var lige så glad. Jeg skrev til Anna og takkede hende. Det var vildt, at en kæmpe nørd som mig, kunne være med til at sætte det her i gang. Dokumentaren skabte forargelse og debat i et par dage. Mange fra dyreaktivistbevægelsen skrev til mig og var begejstrede og takkede mig.

Taknemmeligheden var stor

Henrik Vindfeldt skrev til mig med ordene ‘Vanvittig doku i bedste sendetid. Wow Stefan. Fantastisk arbejde.’

Joh Vinding fra Anima skrev ‘Hej Stefan. Jeg vil bare sige tillykke med det gode arbejde. Det er svært at trænge igennem som dette har gjort, så du kan virkelig være stolt. Bedste hilsner Joh.’

Og mange flere fra bevægelsen skrev til mig. Der var begejstring og taknemmelighed. Jeg mærkede tydeligt, at folk i bevægelsen syntes, at det var meget stort. Min egen taknemmeligheden var særligt rettet mod Astrid, Anna, Laura, Kompagniet og TV 2. Men også mod Maria, for at have arrangeret konferencen, og mod Michael, for at have holdt sin tale på konferencen. Og mod Mathilde Walter Clark, som i sin bog havde skrevet om Astrid. Det havde Anna jo læst, og derfor havde hun kontaktet Astrid. Vi var alle en del af et puslespil eller en kabale, der var gået op.

Det satte gang i en bevægelse

Politikerne var forargede, men man fornemmede godt, at der ikke ville ske noget politisk. Fødevareministeren indkaldte dog til ordførermøde den 20. december 2024 på grund af dokumentaren.

Dokumentaren satte også gang i en bevægelse. Man fornemmede, at flere ting rørte på sig. Nogle begyndte at arrangere demonstrationer. Andre blev aktive i bevægelsen. Klara Trebbien Rasmussen, journalisten bag bogen ‘Flæsk’, skrev endda i hendes bog, at dokumentaren havde inspireret hende til at gå undercover på en svinefabrik. Det er vildt, at det der startede med, at jeg anmodede om aktindsigter, har inspireret andre til at blive aktive for dyrene. Det er ligesom, da jeg selv blev inspireret på dyreretskonferencen.

Et år senere blev toeren i ‘Hvem passer på grisene?’ vist på TV 2. Jeg havde ikke noget med den at gøre, så den historie kan jeg ikke fortælle. Det var den, som aktivister havde optaget i staldene, og som Jeppe Bloch Nielsen fik nedlagt fogedforbud mod. Et fogedforbud, som siden blev ophævet. Det var den, der var årsagen til, at vi endelig fik et gennembrud for grisene i dyrebevægelsen og fik vendt befolkningens holdning til svinefabrikkerne. Et gennembrud, der var så stort og vedvarende, at der først kom det berømte borgerforslag og sidenhen Svinevalget. Begge ting i forlængelse af dokumentaren.

Treeren i dokumentarserien udkom kort efter Svinevalget, midt i regeringsforhandlingerne. Timingen kunne ikke være bedre.

Aktivismen og kampen fortsætter

Stoltheden er stor. Det er den virkelig. Men aktivismen og kampen for grisene, og de andre dyr er slet ikke færdig. Vi har kun skrabet i overfladen. Der er meget at lave endnu, for intet er endnu ændret for dyrene ude i staldene. Det bedste der er sket er, at mange har fået øjnene op for, hvordan grisene har det ude i staldene. Noget de ikke var opmærksomme på før. Der er skabt en ny bevægelse for grisene. Og den bevægelse skal vi bygge videre på, og udvide til at gælde alle dyr. Det er vigtigt, at alle os, der er opmærksomme på dyremishandlingen og undertrykkelsen af dyrene, taler op for dyrene.

Billedet er taget af Fødevarestyrelsen