Vi har haft vores afsløringer i:
TV2DRPolitikenInformationTV 2 FynJyllands-PostenBTFyens Stiftstidende

Økologiske kyllinger: Der dør stadig tusindevis af dyr i Rokkedahls stalde

Sidste år havde Dyrenes Detektiv en kæmpe afsløring af dyremishandling blandt økologiske kyllinger. Det var hos den største danske økologiske kyllingefabrikant, Rokkedahl. De producerer omkring 1.3 millioner kyllinger om året. De var også anbefalet af Dyrenes Beskyttelse. Vi skriver var anbefalet, fordi Dyrenes Beskyttelse har annonceret at de udfaser hele deres mærkningsordning i år.

Rokkedahls økologiske kyllinger er stadig mærket med det officielle røde øko-mærke og med tre hjerter i statens dyrevelfærdsordning. Tre hjerter er det maksimale antal man kan få. Officielt er det den absolut bedste dyrevelfærd, man kan finde for kyllinger i Danmark.

Alligevel kunne vi sidste år afsløre, at der var kyllingehuse med op til 9.000 kyllinger, at der var tusindevis af døde kyllinger undervejs i produktionen, at langt de fleste kyllinger aldrig kom udenfor, at der var meget høje ammoniak-koncentrationer, hvilket svider i øjnene og lungerne, og at kyllingerne kom i smertefulde gaskamre, inden de fik skåret halsen over. Det var i perioden 2022-2024.

Afsløringen sidste år var så stor og kom så bredt ud, at både Jyllands-Posten og BT skrev flere artikler om det. De kan læses her:

Kontrolrapporter afslører kritisable forhold hos kyllingeproducent trods dyrevelfærdsmærke

Kyllinger gik i gammelt møg – men Dyrenes Beskyttelse anbefaler stadig producenten

Døde dyr og ulovlig kemi: Dagligvaregiganter bakker op om skandalefirma

Dyrenes Beskyttelse blåstemplede lidelserne: ‘Utilfredsstillende’

Rema 1000 efter afsløring af elendig dyrevelfærd: ‘Vi har fortsat tillid til Rokkedahl’

Øko-skandale vokser: Kyllinger fik ulovligt kemikalie

Rokkedahl skrev også en pressemeddelse efter afsløringerne, hvor de forsøger at forklare sig: I juni 2025 har dyreaktivister indledt en kampagne mod Dyrenes Beskyttelse og deres mærkningsordning ’Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse’, som Rokkedahl er godkendt til at anvende.

Efter nye aktindsigter kan vi nu afsløre, at kyllingerne hos Rokkedahl økologi stadig mishandles, og at Rokkedahl overtræder flere af økologireglerne.

Økologiske kyllinger slagtes når de er unge teenagere

Rokkedahls økologiske kyllinger slagtes når de er 50 dage gamle – 7 uger gamle. Til sammenligning slagtes turbokyllinger, når de er 35 dage gamle – 5 uger gamle. Så de økologiske kyllinger lever omkring to uger længere. Kyllinger bliver kønsmodne, når de er omkring 20 uger gamle, men de økologiske kyllinger slagtes altså allerede, når de kun er 7 uger gamle. Dyrenes Beskyttelse skriver, at de kyllinger, der slagtes og spises, kun er babyer. Det er Dyrenes Beskyttelse, der bruger den formulering, og de er væsentligt mindre radikale end Dyrenes Detektiv. Vi er meget forsigtige med at brug denne form for sprogbrug, da vi ville bliver kritiseret for det. Derfor er vi begejstrede for at DB bruger denne formulering. Det viser tydeligt, hvor små kyllingerne er når de dræbes. Dyrenes Beskyttelse skriver endvidere, at kyllinger bliver teenagere, når de er 6-9 uger gamle. Og det er altså på det tidspunkt, at de økologiske kyllinger fra Rokkedahl slagtes. Så den økologiske kylling man finder i supermarkedet er en ung teenager.

Kyllingerne indsættes i kyllingefabrikken med tusindevis af andre kyllinger, der alle er udklækket på præcis samme dag. Nogen kyllingefabrikker lader dem udklække på staldgulvet, andre modtager dem straks efter de er udklækket på et rugeri. Den sociale struktur er så unaturlig som den kan blive, da der hverken er forældre eller naturlige sociale strukturer. Der er kun babyer, og de skal selv finde ud af at danne sociale strukturer. Det i sig selv er et kæmpe svigt. Den praksis er et klart brud på dyrevelfærdsloven. I lovens paragraf 3 kan man læse, at enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses og passes under hensyntagen til deres adfærdsmæssige behov. Deres adfærdsmæssige behov er fuldstændigt ignoreret på kyllingefabrikkerne, når man fratager dem et liv med deres forældre og deres familiestruktur. Dyrenes Detektiv mener, at kyllingeindustrien er så etisk afmarcheret, at det ikke kan forsvares at støtte den industri. Vi anbefaler, at man boykotter kyllingefabrikkerne, også de økologiske, da dyrenes behov er fuldstændigt tilsidesat.

Nye overtrædelser hos Rokkedahls økologiske kyllinger i juni 2025

Den 17. juni 2025 var Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø på kontrolbesøg hos Rokkedahl. Det var netop i den periode, at Dyrenes Detektiv undersøgte kontrolrapporterne fra 2022-2024. Så vi fik ikke denne kontrolrapport med.

Styrelsen konstaterede at kyllingerne havde en mangelfuld adgang til udearealet. Styrelsen skriver, at dyrene skal have permanent adgang til udendørsarealer, så de kan motionere, fortrinsvis på græsarealer, når vejrforholdene og de sæsonbestemte forhold og jordbundens tilstand tillader det. De fleste kyllinger fik adgang til udearealer, da de var 32-35 dage gamle. På de billeder styrelsen tog under kontrollen ses det, at det kun er få kyllinger, der udenfor. Og de kyllinger var tæt på kyllingehuset.

Overtrædelser siden 2020. Myndighederne ser passivt til.

Styrelsen kunne også konstatere, at udearealerne ikke var attraktive nok. Udearealer til kyllinger skal være attraktive for fuglene og fuldt tilgængelige for alle dyrene. De skal for størstedelens vedkommende være dækket af vegetation bestående af forskellige planter. Ved kontrollen blev det konstateret, at udearealet på en af deres kyllingefabrikker ikke var attraktivt, da kyllingerne skulle op ad en meget stejl skråning umiddelbart udenfor udgangshullerne for at komme længere ud på udearealet. Skråningen begyndte cirka 4 meter fra udgangshullerne, og havde en ca. 45 graders hældning, som kyllingerne skulle forcere for at komme op til det øvrige udgangsareal. På kontroltidspunktet var kyllingerne 48 dage gamle, der var et par kyllinger der forsøgte at komme op til de overdækkede flyverskjul, men det var vanskeligt for dem. Skråningen blev også nævnt i kontrolrapporterne ved økologikontrollerne i 2020, 2022, 2023 og 2024.

Hvordan det kan lade sig gøre, at Rokkedahl år efter år bliver ved med at overtræde reglerne uden konsekvenser, i mens myndighederne er fuldstændigt klar over det?

Styrelsen skrev også at flokstørrelsen var for stor. En flokstørrelse for økologiske kyllinger må være højest være 4.800 kyllinger. Hvis du forestiller dig, at økologiske kyllinger har gået rundt og hygget sig i små grupper med 10 eller et par hundrede kyllinger, så er det fordi de økologiske kyllingefabrikker har markedsført denne ide til os. Men det er altså usandt.

Styrelsen konstaterede også, at der i nogle af flokkene, med flere tusinde kyllinger, var stressede dyr, de pillede fjernene af hinanden og manglede fjer på kroppen og gumpen.

Døde kyllinger i tusindevis ignoreres af myndighederne

Styrelsen har ikke skrevet noget om alle de døde kyllinger, der hvert år er hos Rokkedahl. Styrelsen har taget billeder af kyllingeskemaerne, hvor antallet af døde kyllinger registreres hver dag for hver flok. I et af kyllingehusene var der 248 døde kyllinger efter 39 dage ud af en flok på 2.530 kyllinger. Det er en dødelighed på 9.8%. Men det var altså ikke noget, der kunne chokere styrelsen nok til, at de noterede det i deres rapport. De noterede dem ikke. I andre kyllingehuse var der 77 døde kyllinger, 87 døde kyllinger, 105 døde kyllinger, 109 døde kyllinger, og153 døde kyllinger. Ekstrapoleres de tal, så dør der omkring 50.000 økologiske kyllinger om året på staldgulvet hos Rokkedahl.

Et kyllingeskema, hvor Rokkedahl blandt andet skriver hvor mange døde dyr der er i en stald hver dag. Billedet er taget af Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.

Tusindevis af døde kyllinger er en del af de økologiske kyllingefabrikker. Rokkedahl skriver, at der naturligt vil være kyllinger, der dør i en flok. Men er det sandt, at det er naturligt, at så mange kyllinger dør? Og er det okay? Er det ikke fordi, de økologiske kyllingefabrikker er så barske for dyrene, og de presses for hårdt. De når slagtevægten på 50 dage, hvilket ikke er naturligt. De er avlet til hurtig vækst, og det er kun 15 dage langsommere end turbokyllinger. Skal Rokkedahls økologiske kyllinger fratages etiketten turbokylling, bare fordi er 15 dage langsommere?

Et udpluk af de billeder Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø tog under kontrollen den 17. juni 2025

Endnu flere overtrædelser i december 2025

Den 2. og 3. december 2025 var Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø igen på kontrol hos Rokkedahl økologi. Og lad os bare sige det som det var. Dyrevelfærden for kyllingerne var ikke acceptabel.

Styrelsen skrev, at i en økologisk besætning skal der være et højt dyrevelfærdsniveau, der respekterer de artsspecifikke behov. Opdrætsmetoderne, herunder belægningsgraden, og opstaldningsforholdene skal sikre, at dyrenes udviklingsmæssige, fysiologiske og adfærdsmæssige behov opfyldes. De fortsatte med at konstatere, at halvdelen af kyllingerne i nogle af kyllingehusene var fjerpillede. De manglede altså fjer. I andre huse var det en tredjedel, der manglede fjer.

Styrelsen konstaterede også, at kyllingerne blev huset på en unaturlig måde. Opstaldningsforholdene skal sikre, at dyrenes udviklingsmæssige, fysiologiske og adfærdsmæssige behov opfyldes. Herunder skal der i bygninger, hvor der opstaldes dyr, være rigeligt med naturligt lys. Ved kontrollen var der ikke naturligt lys i flere af kyllingehusene. Flere steder var ventilationen i loftet og på vægge lukkede, og derfor var der ingen dagslys.

Også på denne kontrol undlod styrelsen at forholde sig til de mange døde kyllinger. Styrelsen tog billeder af kyllingeskemaerne, hvor man se antallet af døde kyllinger. Der var et kyllingehuse med 343 døde kyllinger, et andet med 195 døde kyllinger.

Et udpluk af de billeder Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø tog under kontrollen den 2. og 3. december 2025

Hvad så nu?

Dyrenes Detektiv kan ikke stå inde for den økologiske kyllingeproduktion og de økologiske kyllingefabrikker. Vi opfordrer til at boykotte dem. Vi opfordrer naturligvis også, at man boykotter de konventionelle kyllinger og dem med hjerter på. Rokkedahls økologiske har tre hjerter på emballagen. Men der er ikke meget hjerte over deres behandling af kyllinger.

Du kan læse mere om kyllinger her.

Dyrenes Detektiv har brug for al den støtte vi kan få, så vi fortsat kan afsløre dyremishandling. Vi mister donationer for tiden, fordi mange ser os som alt for radikale, og fordi vi opfordrer folk til at boykotte dyrelandbruget og til at blive veganere. Hvis du ønsker seriøse afsløringer af dyremishandling, krydret med opfordringer til radikale personlige handlinger, og vil bidrage med en donation, så vil vi være vanvittigt taknemmelig. Link til støttesiden.

Støt Dyrenes Detektiv

Læs også...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Klik på ikonerne og se virkeligheden for dyrene