GRISE UDEN BESKYTTELSE: Svinefabrik bryder loven, og myndighederne lukker øjnene
En gris der ikke kan gå på alle sine fire ben, fordi det gør for ondt. Men i stedet halter sig frem på knæene. Og det er sådan i flere uger, uden nogen hjælper grisen. Det er en beretning fra en af Fødevarestyrelsens dyrevelfærdskontroller. Embedsdyrlæger fra Fødevarestyrelsen fandt den gris på en svinefabrik i januar 2026. Svinefabrikken fik besøg af to embedsdyrlæger fra Fødevarestyrelsen, fordi de skulle se om svinefabrikken overholdt dyrevelfærdsloven. Hvilket svinefabrikken ikke gjorde. Det var så alvorligt, at Fødevarestyrelsen skulle melde svinefabrikken til Politiet. Men det gjorde Fødevarestyrelsen ikke.
To søer kunne ikke gå på en måde som en rask gris ville gøre
På svinefabrikken, der ligger på Bornholm og har 300 søer, fandt de to embedsdyrlæger to søer, der havde været syge i længere tid. Og ikke kunne gå uden smerter.
Den ene so var kraftigt støttehalt på venstre bagben. Hun kunne rejse sig op, men kunne ikke blive stående. Hun aflastede sit bagben ved lægge sig ned på forknæene. Hun havde været syg i 15 dage, og havde fået medicin i de første tre dage, men ikke i de sidste 12 dage. Hun havde so nummer 5958. Embedsdyrlægerne optog to videoer af hende, hvor det er meget tydeligt, at hun lider og at hun går på forknæene. Det er også tydeligt, at en af embedsdyrlægerne klapper hende bag i, for at tvinge hende til at gå. Spørgsmålet er hvorfor, man vil tvinge en gris med kraftige smerter til at gå.
Den anden so var springhalt på højre bagben. Hun lå ned, og skulle have hjælp til at rejse sig. Og på den video, som Fødevarestyrelsen optog, var det tydeligt, at hun ikke kunne blive stående. Det skyldtes smerter. Hun ville hellere sidde ned. Hun havde været syg i 12 dage, og havde fået medicin i de første fire dage. Men ikke i de sidste otte dage. Hun havde so nummer 6108.
Svinefabrikken slog de to søer ihjel
Beskrivelserne af de to søers lidelser havde de to embedsdyrlæger skrevet i kontrolrapporten. De skrev også, at driftslederen tog initiativ til at aflive begge søer. Han ventede med, at tage initiativ indtil statens kontrolmyndighed stod i hans stald. Grisene blev slået ihjel, imens de to embedsdyrlæger var i stalden. Det kan man læse i kontrolrapporten. Men man kan ikke læse hvorfor grisene blev slået ihjel. Men mon ikke økonomien afgjorde det. Det kunne bedst betale sig for svineproducenten at slå dem ihjel. Det ville koste alt for mange penge, at få dem til at blive raske igen.
De to embedsdyrlægers beskrivelse viser, at grise ikke har nogen beskyttelse. Medmindre det er en beskyttelse, at blive slået ihjel.
24 gravide søer var ulovligt låst inde i enkeltbokse
De to embedsdyrlæger fandt også 24 gravide søer, der ulovligt var låst inde i enkeltbokse i drægtighedsstalden. Enkeltboksene burde kunne åbne og lukke efter søernes behov, så søerne kan bakke ud af enkeltboksene og ind i fællesområdet. Svineindustrien kalder det for løsgående drift, selv om søerne er spærret inde i et forholdsvist lille område. Søer skal være såkaldt løsgående fire uger efter insemineringen, og de må først være i enkeltbokse igen syv dage før de forventes at skulle fare.
Embedsdyrlægernes beskrivelse er mangelfuld. I deres rapport har de ikke skrevet, hvornår søerne blev insemineret, eller hvornår de forventes at skulle fare. Så vi ved det ikke. Embedsdyrlægerne gav dog en indskærpelse for det forhold, så vi må formode, at svinefabrikken brød dyrevelfærdsloven, og søerne ikke skulle have været låst inde i enkeltboksene.
Svinefabrikkens driftsleder sagde da også at de ville gennemgå deres inventar og rutiner, og sikre at alle søer i drægtighedsstalden er løsgående. Det lyder som en tilståelse. Dog er det bekymrende, at en driftsleder på en svinefabrik indrømmer, at deres rutiner ikke følger dyrevelfærdsloven.
Fødevarestyrelsen skulle politianmelde svinefabrikken. Men det gjorde de ikke.
I alt blev dyrevelfærdsloven overtrådt for 26 grise. Forholdene var så grove, at det skulle politianmeldes. Det siger loven. Det står sort på hvidt i både Dyrevelfærdsloven og i Grise-bekendtgørelsen. Også selv om, der kun er et offer. Og her var der mange ofre. Men de to embedsdyrlæger undlod at politianmelde det. De gav kun en indskærpelse.
Og hvem ved, hvad denne svinefabrik og alle de andre svinefabrikker har gjort, alle de dage embedsdyrlægerne, ikke var til stede i stalden. Det ved kun grisene. Både dem der halter rundt på deres knæ, og dem der er låst inde i enkeltbokse.
Dato for dyrevelfærdskontrollen: 20. januar 2026 – Fødevarestyrelsens sagsnummer: 2026-14663
Videoerne er optaget af Fødevarestyrelsen








