Myndighederne svigter syge grise: Svineproducent taget i grove lovbrud for syvende gang
På en svinefabrik omgivet af fodermarker, idyllisk gemt bag træer lidt udenfor Odder i Østjylland, lå der i januar 2026 en gris med meget store smerter på betongulvet. Det kan næsten lyde banalt, efter det igen og igen er blevet afsløret, at grise systematisk mishandles i de danske svinefabrikker. Men denne sag er anderledes, og den er langt større end den typiske afsløring af dyremishandling. For det er en sag, der dokumenterer systematisk dyremishandling hos én enkelt svineproducent. Myndighederne har, for syvende gang på kun tre et halvt år, taget en svineproducent i, at bryde dyrevelfærdsloven på en grov måde. Syge grise med store smerter har igen og igen ikke været behandlet eller utilstrækkeligt behandlet. Heller ikke den syvende gang blev det politianmeldt af Fødevarestyrelsen.
Grisen, der lå på gulvet med store smerter, kunne ikke rejse sig af egen fri vilje. Da Fødevarestyrelsens kontrollant prøvede, at hjælpe grisen op, så faldt grisen ned på spaltegulvet igen. Grisen kunne ikke støtte på det venstre bagben, og haltede kraftigt på det venstre forben. Og som om det ikke skulle være nok, så havde grisen også et alvorligt halesår. Grisen havde fået medicin i tre dage, men havde ikke fået smertestillende medicin de sidste tre dage inden kontrolbesøget.
Det var det syn Fødevarestyrelsens kontrollant mødte, da de var på det andet opfølgende dyrevelfærdskontrolbesøg den 19. januar 2026 hos LC Gris. LC Gris er en stor dansk svineproducent, der har lige i underkanten af 100.000 dyr på deres knap 30 svinefabrikker.
Det kan undre, at grisen ikke fik behandling tidligere end seks dage før kontrollanten så dem. Er det muligt, at grisen var helt rask seks dage tidligere, og pludselig var kommet i så skrækkelig en situation? Det lyder usandsynligt, at begge dårlige ben og halesåret skulle være opstået på kun seks dage. Vi kan dog ikke vide det, da Fødevarestyrelsens kontrollant ikke har skrevet om det i rapporten.
Når man igen og igen og igen bryder dyrevelfærdsloven og det ikke straffes
Dyrevelfærdsloven og Grise-bekendtgørelsen er ret klare. Dyr med smerter skal hjælpes til at blive smertefri. Den der ejer dyr, har pligt til at passe på dem, så de har det godt og er fri for smerter. Ellers skal det politianmeldes. Den gris, Fødevarestyrelsens kontrollant så, var i store smerter, og var ikke blevet hjulpet tilstrækkeligt, så det skulle have været politianmeldt. De to lovgivninger har en strafferamme på henholdsvis 2 års og 4 måneders fængsel. Men Fødevarestyrelsen gav kun en indskærpelse.
Og der er mere. Meget mere. For som allerede skrevet, så var dette det syvende kontrolbesøg, hvor LC Gris havde overtrådt dyrevelfærdsloven på en af deres svinefabrikker på kun tre og et halvt år. Det er dokumenteret af Fødevarestyrelsen. Dyrenes Detektiv har fået aktindsigt i de syv dyrevelfærdsrapporter, hvor Fødevarestyrelsen har givet LC Gris indskærpelser for brud på dyrevelfærden. Det var i perioden august 2022 til januar 2026.
Dyrenes Detektiv har spurgt LC Gris om sagen, og om hvorfor de bliver ved med at bryde dyrevelfærdsloven. De har ikke svaret.
Dyrenes Detektiv har skrevet om de seks første lovovertrædelser tidligere i år. Se her. Men vi skriver alligevel en artikel mere om det, da den nyeste afsløring nu dokumenterer, at der har været grove brud på dyrevelfærden tre gange på den selv samme svinefabrik, altså på den samme adresse. Og det er på bare halvandet år, i perioden fra august 2024 til januar 20026. Det er vigtigt, at det er på samme adresse, da Fødevarestyrelsen adskiller en svineproducents forskellige svinebesætninger, når de laver kontroller. Gentagnede overtrædelser af dyrevelfærden gælder kun for samme svinebesætning.
Myndighederne tænker ikke, at de hellere må se efter, om der ikke også kan være grise, der ikke kan rejse sig på svineproducentens andre svinebesætninger. Selv om det intuitivt ville give god mening. Og for LC Gris er det netop også dokumenteret, at der sker lovbrud på tværs af deres adresser.
Hvis hele Århus lå i smerter, så ville myndighederne få det stoppet.
Det er deres svinefabrik på Fenstenvej i Odder, der har fået besøg af Fødevarestyrelsen tre gange. Det første besøg, i august 2024, var blot et normalt kontrolbesøg. På det kontrolbesøg mente den ansvarlige for svinefabrikken, at alt var godt, fordi fire grise havde fået medicinsk behandling. Det var dog krystalklart for Fødevarestyrelsens kontrollant, at de fire grise ikke havde fået nok medicinsk behandling, fordi de kun ville rejse sig ved tvang, de haltede, og havde krum ryg. Og de var ikke i en sygesti.
Det andet besøg i november 2025 var et opfølgende kontrolbesøg. Her skulle Fødevarestyrelsen se om svineproducenten stadig overtrådte dyrevelfærdsloven på Fenstensvej.
Og det gjorde de, må man sige. Faktisk i endnu højere grad end 15 måneder tidligere. 250 grise skulle tilses, og seks af dem var syge og havde store smerter. Det er 2.4% af de tilsete grise. Hvis det tal er repræsentativt for den danske svineproduktion, så er der lige nu omkring 300.000 grise i de danske svinefabrikker med store smerter, som ikke har fået behandling. Det er så mange mennesker, der bor i Århus. Hvis de alle sammen var i smerter, så ville myndighederne få det stoppet.
Det var disse seks grise, der havde smerter:
- En gris var kraftigt støttehalt på venstre forben.
- En gris var støttehalt på højre forben.
- En gris lå i stien og kunne ikke rejse sig. Da grisen blev hjulpet op at stå væltede de. De var i en sti alene, men uden blødt og tørt underlag.
- En gris var dårligt gående, krumrygget og havde en hævelse ved venstre lår.
- En gris var dårligt gående, krumrygget og rystede.
- En gris lå i stien og var varmepåvirket, med øget åndedrætsfrekvens og gispen.
Den ansvarlige for besætningen kunne ikke redegøres for om de havde fået behandling.
Og der var mere endnu. På opbevaringspladsen udenfor svinefabrikkens stalde, var der flere døde grise, end der kunne være under den grønne kadaverkappe.
De nye overtrædelser af dyrevelfærdsloven blev genindskærpet. Så der skulle være endnu et opfølgende kontrolbesøg.
Gris blev løftet i halen
I indledningen læste du om grisen, der faldt igen, når Fødevarestyrelsens kontrollant rejste dem op. Det var på det andet opfølgende kontrolbesøg i januar. Her fandt Fødevarestyrelsen flere grise med smerter.
En anden gris med store smerter lå på betongulvet, og kunne ikke rejse sig. Denne gris havde hverken fået behandling eller medicin. Ellers var det lidt ligesom grisen fra indledningen, der ikke kunne rejse sig. Vel at mærke, hvis man læser rapporten. Ser man videoerne af de to grise, så ser denne gris ud til at have det endnu dårligere. Og en person fra svinefabrikken løftede grisen i halen, for at rejse dem op. Men grisen faldt ned på gulvet igen med samme. Det vidner om en enorm afstumpethed, når man løfter en gris i halen. Alene det burde sanktioneres hårdt. Grisen var dårlig på alle fire ben. Det ene af dem var så slemt, at de ikke kunne tage støtte på det. Også denne gris havde et alvorligt halesår.
Der var også en gris i udleveringsrummet. Det er der, hvor grise befinder sig, inden de pakkes på en svinetransport som fragtgods. Den gris havde et halebid helt indtil til der, hvor halen skulle have startet. Grisen havde tidligere fået behandling, men ikke tilstrækkeligt, og var ikke i en sygesti.
I Fødevarestyrelsens rapport kan man læse, at de valgte at genindskærpe bruddet på dyrevelfærden. Dyrenes Detektiv har spurgt Fødevarestyrelsen om hvorfor de ikke har politianmeldt det, og hvad der skal til før de politianmelder en svinefabrik der gentagende gange bryder dyrevelfærdsloven. Fødevarestyrelsen har ikke svaret på de spørgsmål.
Kontrollanten fra Fødevarestyrelsen var også ude foran stalden for at se om der igen var for mange døde grise under de grønne kadaverkapper. Det var der stadig. De havde så mange døde grise, at de der ikke var plads til dem alle under kadaverkappen. Så deres døde kroppe stak ud.
For de to grise, der ikke kan rejse sig, er det lige meget
Det er et voldsomt forløb, der burde have været meldt til Politiet for lang tid siden. LC Gris burde måske have fået frataget retten til at holde dyr. Måske en ubetinget fængselsstraf ville have været på sin plads. Men det blev ikke politianmeldt af Fødevarestyrelsen. Det er meget bekymrende, at der på den samme svinefabrik kan dokumenteres systematiske og grove overtrædelser af dyrevelfærden, uden at det fører til en politianmeldelse.
Konsekvensen for LC Gris var at de fik endnu en genindskærpelse. Så der skal være et tredje opfølgende kontrolbesøg på denne svinefabrik ved Odder. Spørgsmålet er hvor mange opfølgende kontrolbesøg der skal være før de stopper med at bryde dyrevelfærdsloven, og hvor meget der skal til for at Fødevarestyrelsen melder dem til Politiet. Det følger Dyrenes Detektiv op på.
For de to grise, der væltede ned på betongulvet, straks efter man havde rejst dem op, er det lige meget. De blev slået ihjel på kontrolbesøget i januar i år.
Fødevarestyrelsens syv kontroller med indskærpelser siden august 2022 hos LC Gris
- August 2022 – Fødevarestyrelsens sagsnummer: 2022-10-721-125301
- August 2024 – Fødevarestyrelsens sagsnummer: 2024-10-721-189621 (Fenstenvej)
- Februar 2025 – Fødevarestyrelsens sagsnummer: 2025-08984
- August 2025 – Fødevarestyrelsens sagsnummer: 2025-135968
- November 2025 – Fødevarestyrelsens sagsnummer: 2025-195344 (Fenstenvej)
- Marts 2025 – Fødevarestyrelsens sagsnummer: 2025-50575
- Januar 2026 – Fødevarestyrelsens sagsnummer: 2026-10566 (Fenstenvej)








